Anmeldelse
Monsterjægerne 1-3
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Monsterjægerne 1-3" lå en dag på mit kateder, da en 11-årig pige kom forbi. Hun får øje på bøgerne og udbryder spontant: "Wow, skal du læse dem, for så kan du godt glæde dig - det er et rigtigt gys". Herefter gik pigen engageret i gang med at fortælle indholdet i de tre bøger, og andre elever stimlede sammen for at høre hende anbefale "Skyggen i vandet", "Gravskænderen" og "Livsfarlig lejrskole". Den 11-åriges varme anbefaling fik mig til at glæde mig til læsningen af de tre bøger. Dels fordi de var så populære hos en reel læser, dels fordi genren gys kan være helt fantastisk, hvis den er gennemført, og det er den.
Fakta:
Titel: Monsterjægerne 1-3
Forfatter: Jacob Weinreich
Type: Bog
Forlag: Borgen
Monsterjægerne er fem 12-årige børn, som er parate til nye og spændende eventyr. De er besat af alt, hvad der lugter af gys og gru, og det fører dem rundt på kirkegårde, ned i mystiske kældre, på jagt efter spøgelsesjægere og så videre.
I forbindelse med læsningen af "Monsterjægerne" i undervisningen ville det være oplagt at arbejde med genren, fordi det vil være med til at kvalificere elevernes læsning, så de på sigt kan opnå litterær kompetence.
De genretræk ved gys og gru, som specielt kan fremhæves, er spændingen og gysersproget - hvordan er spændingen i en gyser, og hvordan er teksten bygget op? Gysersproget - ordvalget i gysere, hvordan bruger man sproget, så det gør fortællingen uhyggelig og grufuld? Disse hovedpunkter kunne være omdrejningspunkterne i arbejdet med gyserne på skolens mellemtrin.
Bøgerne er udgivet i en paperback-udgave, hvilket gør dem overkommelige i pris, og kan bruges som fødselsdagsgaver til eleverne. Billigudgaven gør det muligt at vænne børn til at tage en bog til at læse i, hvis man skulle komme til at vente på et DSB-tog.