"Lille tumpe" er på mange måder en ret mærkværdig bog. Det glæder mig, at forfatteren selv definerer sin roman som en dokumentarroman, hvilket er med til at underbygge genren. I store træk handler den om et barns forfærdelige opvækst, fra hun er cirka 11 år, og til hun er 16 år. Hovedpersonen hedder Anne - ligesom forfatteren selv. Det, at romanen tilsyneladende er selvbiografisk, legitimerer i virkeligheden dens berettigelse. Dermed mener jeg, at romanen er så forfærdelig at læse, at hvis det var fiktion, ville man afvise den, fordi den dermed får et utroværdigt præg. Der er nemlig ingen ende på de lidelser, den stakkels Anne gennemlever. Og der er tilsyneladende heller ingen, der på nogen måde kan hjælpe eller støtte hende, hverken forældre, lærere eller kammerater. Snarere tværtimod, for bag alle de forfærdelige hændelser og episoder med manglende forståelse gemmer der sig en antagelse om, at Anne er udsat for massiv mobning uden at have de nødvendige redskaber til at gennemskue de intriger og problemstillinger, som hun hele tiden løber ind i. Bogen er skrevet med en tredjepersonsfortæller, som trods alt gør, at der bliver en vis distance til det fortalte.

Det er altid en diskussion værd, hvorvidt så selvbiografiske tekster har sin berettigelse i folkeskolesammenhæng. Der vil være elever, der slet ikke vil kunne klare at læse om så massive problemstillinger, som Anne Lilmoes lægger for dagen, mens andre elever nærmest vil elske denne form for litteratur. Det, at der vil være læsere til "Lille tumpe", berettiger den til at stå på et skolebibliotek som udlån til elevernes fritidslæsning.