Anmeldelse

Amalie og skelettyvene

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kidnapning, oplevelse af levende dinosaurer, dramatiske oplevelser i Gobiørkenen i Mongoliet.

Jo, der er spænding for alle pengene i denne børnebog. Den handler om en forsker, der tager til Mongoliet for at grave efter rester af dinosaurer. Hun har sin datter Amalie, som er bogens hovedperson, med, og dramatikken i fortællingen stiger langsomt, efterhånden som nogle forbrydere prøver at stjæle skeletrester fra forskerteamet. Højdepunktet nås, da de væmmelige, udenlandske forbrydere kidnapper Amalie for at presse moderen til at udlevere sine fund, som vil kunne sælges for millionbeløb i USA.

Jeg slugte sidste del af bogen som en krimi. Det er jeg sikker på, at mange børn på 10-13 år også vil gøre, især drengene. Her er der rejser til fjerne, eksotiske lande, dinosaurer i en tidslomme og mystiske oplevelser i forskellige nutids- og fortidsuniverser. Så der er ingredienser til en god frilæsningsoplevelse.  

Forfatteren vil tydeligvis både gavne og fornøje. Hun vil også gerne bringe information om levevilkår og natur i Mongoliet ind i romanen. Den didaktiserende tendens er i nogle kapitler lidt for meget og smitter blandt andet af på dialogen, som undertiden virker som en oplysende skolebogsdialog.

Men alt i alt en spændende børnebog, som jeg kan anbefale til frilæsning på 3.-6. klassetrin. Den vil blive slugt af de fleste børn og vil både gavne og fornøje.