Ole Lund Kirkegaard er den danske kanonforfatter, som sprængte kanonudvalgets kommissorium: med på kanonlisten kunne komme forfattere, der havde debuteret før 1965, men han debuterede som romanforfatter i 1967. Men der var gode grunde til, at han skulle med. Hvor H.C. Andersen var den, der i sine historier og eventyr sprængte talesproget ind i den skriftsproglige litteratur, så var Ole Lund Kirkegaard den, der gav tegningen, billedsproget, en integreret status i litteraturen.

Nu er et henputtet billedbogsmanuskript med "Frække Friderik - Fortællingen om en doven dreng" blevet udgivet. Oprindeligt, og det vil sige omkring 1969, er denne historie blevet fortalt for hans egne børn. Tegnet og skrevet på bordeauxfarvet karduspapir binder historien sin læser ind i den dovne drengs verden, helt og aldeles. Friderik er ikke en ophængt fyr. Han hænger ikke i, men bor i sin seng oven på en tørresnor. Og han overlever ved at tørre alle de voksne ved at benytte den logik, som voksne så ofte benytter over for børn: Gør det nu, belønning følger senere. Og da hans verden ser ud til at ramle, fordi de voksne kræver deres belønning, gør Friderik det nødvendige, men flytter så for at finde et nyt sted, "hvor man kan blive fri for at arbejde for føden".

Tegningerne, som er udført i oliekridt, er stærkt beslægtede med de sort-hvide figurer i hans romaner. Samme naive venlighed og enkelhed strømmer læseren i møde. Med samme anarkistiske higen som i teksten: Der må da findes en virkelig drøm om et paradis.

Det er en fin bog, der her er kommet ud af boets gemmer. Blot synd, at en tilrettelægger, som ikke havde oliekridt ved hånden, tilsyneladende har begået skiltet med SLUT. Det står skrevet med ukirkegaardske bogstaver i sort tusch.

Men bogen bekræfter, at det var rigtigt at sprænge kanonudvalgets kommissorium.