Peter Nordahl gør sig stor umage for at få sine gyserhistorier til at fremstå sandfærdige. I vanlig rammestil får vi en indledning, hvor han forsikrer om autenticiteten og fortæller, hvordan han har fået historierne fortalt af Langerødvilles beboere. Og igen i slutningen får vi hans personlige fortælling om, hvordan begivenhederne sendte ham på sindssygehospital.

Han advarer tilmed om, at man ikke skal læse for mange af historierne ad gangen, for så bliver man sindssyg. Og lige dét kan man have forståelse for. Det kræver nemlig en stædig indsats at komme igennem mere end én historie ad gangen. Det er såmænd troværdigt nok, at det er voksne, der fortæller historierne i retrospektiv, for det er absolut ikke med barnets nysgerrighed, spænding og entusiasme, man oplever. Man kan så spørge sig selv, hvad det tilfører historierne af saft og kraft.

Samtidig er de uhyggelige pointer i de fleste historier enten forudsigelige eller helt enkelt ikke skræmmende. Det er en svær kunst at skabe uhygge på få sider. Her synes historierne så nedbarberede, at man aldrig når at føle noget for personerne, og så er det jo ligegyldigt, hvad der sker for dem. Det øger heller ikke spændingen, at karakterernes handlinger i flere tilfælde er usandsynlige - de reagerer ganske enkelt ikke naturligt. I bund og grund en ikke særlig interessant bog.