I Glenn Ringtveds novellesamling "Blokker" er den fælles præmis for historierne, at de foregår i og omkring en bebyggelse, som i den grad sætter sit præg på beboerne, at de slet og ret bliver "blokkere". Det er et barsk miljø, og snarere end at blokkerne har fået noget ekstra med sig, måske en særlig styrke, er de karakteriseret ved at være flossede i kanten. Ulykkerne vælter ned over hoved- og bipersoner, og novellerne er i deres uhyre socialrealisme små studier i, hvordan omgivelsernes afstumpethed knækker nogle og forhærder andre. I længden bliver det trættende at læse, især fordi fortællestilen er præget af en vis klodset ivrighed efter at slå pointerne helt fast. Det letter selvfølgelig forståelsen, men er kvælende for fantasien. Derfor skal samlingens sidste novelle, der som den eneste rummer en åben slutning og et reelt håb, fremhæves som den bedste. "Gøstas farvelære" er en fin fortælling om venskab og sorgarbejde, og den har et humoristisk og varmt tvist, samtidig med at realismen glider i baggrunden til fordel for en charmerende usandsynlighed. På en enkel og slående måde viser novellen, hvordan det helt uventet bliver muligt at se tingene i et andet lys, når en rigtig ven har forstået, at man bare har brug for lidt tid og forståelse.

"Blokker" er ikke vanskelig at læse, men behandler til overflod emner som incest, selvmord og voldtægt og rummer en del ubehageligheder, som man skal være godt oppe på mellemtrinnet for at kunne diskutere.