Anmeldelse
Den syvende engel
Den syvende engel
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
David på 14 - snart 15 - er, formodentlig af vanvare, blevet Den Udvalgte. Æren hidrører fra oppositionelle kræfter i en middelalderby, hvor en række lokale alkymister og mystikere forsøger at hente hjælp i nutiden for at styrte den onde tyran, Kilian. Kilian har gjort sig til herre over tiden og regerer ved hjælp af en klokke, der indvarsler, hvilken af de syv dødssynder der skal præge indbyggernes tankegang og adfærd den kommende time.
Fakta:
Titel: Den syvende engel
Forfatter: Lasse Bo Jensen
Pris: 249 kroner
Sider: 399 sider
Type: Bog
Forlag: Haase og Søns Forlag as
David kommer i besiddelse af en tidsmaskine, som en af de sammensvorne taber, da han bliver arresteret under et forsøg på at veksle et par hjemmelavede guldbarrer til moderne mønt. Med den lader han sig transportere 6-700 år tilbage i tiden og havner i en grum verden, hvor det mest markante lyspunkt er den jævnaldrende Rebekka, der både er klog og vil kysse. Men ellers skal man vogte sig, for selv blandt de gode er der intriger i spil - hvem kan man stole på?
Der er en hel del personer, begivenheder og sammenhænge at holde styr på for den unge voksne læser, som historien appellerer til. Romanen står helt klart på skuldrene af Michael Endes "Den uendelige historie", "Brødrene Løvehjerte" og Johannes' Åbenbaring, men det er også gode skuldre at stå på. Matrix-filmene er en fjerde reference, for drengen kommer efterhånden i tvivl om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed, og tematiserer derved sin egen historie.
Hovedpersonen er nærmere en antihelt end en stålsat frontkæmper, for han opfører sig befriende teenageagtigt, når han negligerer voksnes advarsler, eller når han skal agere i forhold til forældre og søster, så de ikke opdager hans udflugter til fortiden.
En god spændingsroman. For selv om mange af elementerne er læst før, forvalter forfatteren dem fint i denne sammenhæng.