Børn skal have mulighed for at få en historisk bevidsthed. Så de kan sætte deres eget liv i et tidsmæssigt perspektiv: Det mener Dansklærerforeningen. Og derfor lancerer den nu en serie biografier, "Min historie", for børn på 11-14.

De to første er autobiografier - her beskriver forfatterne deres eget liv. De tager begge fat på et barndomsliv i 1970'erne.

Cato Thau-Jensens biografi er en helt vidunderlig beretning om et barns liv. Det er tragisk og grinagtigt og bevægende at komme med hjem til den fraskilte tandlægefar, der har indrettet drengeværelset med antikviteter, morgenstjerner og sort-hvide familieportrætter. Mens Cato drømmer om discomusik og popstøvler.

Tandlægen rykker tænder ud på sig selv, fodrer Cato med Guldbarre-chokolade ved sengetid og serverer suppe fra termokander til konfirmationen.

Fortælleren giver os små sekvenser fra barndommen, primært fra hjemmet med faderen. Og vi lever med. Sproget er stille, følsomt og poetisk. Situationerne er groteske og barokke. Forfatteren har selv illustreret bøgerne med fotos og tegninger. Det er nok kun på grund af forfatterens distance til materialet, at vi kan holde ud at høre det. Men det kan vi. Og det er skønt.

Jens Blendstrups biografi er anderledes. Her er sproget hurtigt og tempofyldt med rappe replikker. Indholdet er drengelivet med klubber og opfindelser og tæv og bander og Femølejr og bilfrie søndage. Og den tidlige pubertets liv med kærester og smøger og båndoptagere. I slutningen af biografien ændrer sproget karakter og bliver roligere - måske et utryk for teenagerens større eftertænksomhed. Også læseværdig.