Prinsesse Mundgodt er født sur. Sur og tvær og derfor også ensom. Alle omkring lader hende være i fred, tvær som hun er. Undtagen hendes frække halvfætter, prins Snurrepenót. I modsætning til alle andre, som for længst har givet op, gør han det til sit livs mission at få sin sure kusine til at grine. Og det gør hende endnu mere sur.

Men med lige dele list og stædighed lykkes det alligevel Snurrepenót at vække først Mundgodts nysgerrighed på livet, siden hendes glæde ved det. Men da alt ser ud til at ende lykkeligt, indtræder dramaet. Glæde og venskab kan ikke forhindre modgang. Til gengæld kan det overvinde den.

Mundgodts forvandling fra surmulende og ensom til nysgerrig, glad og legende er bogens højdepunkt og bærer den vigtige pointe frem for læseren: Der skal kun én til at græde, men to til at grine. Det er i mødet med andre, vi kan mærke, hvorfor det er dejligt at være til. Alene Hermanns beskrivelser af den fornemmelse, der breder sig i kroppen på Mundgodt, når hun mærker glæden boble i sig, gør fortællingen til en fornøjelse at læse højt.

Iselin V. Hermann har skrevet noget, der ligner et klassisk eventyr, men impulsive indfald og uventede detaljer bryder med genren og gør fortællingen meget mere mundtlig og spontan end et stilistisk eventyr. Derfor kalder teksten også på en højtlæser, der fra første sætning må overgive sig fuldt ud til fortællerens lune. Fortællerstemmen i bogen er meget markant og for nogle måske lidt for styrende. Helt anderledes frit er det at læse tekstens dialoger højt, som i et bramfrit sprog og med løjerlige udtryk gør bogen til en sjov og berigende oplevelse.

Det er svært ikke at blive glad af at følge prinsesse Mundgodt ud af surmuleriets fangenskab. Ud i livet.