Anmeldelse

Julius og Pæremadsen: Heksestormen

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne bog er den sjette i serien om Julius og Pæremadsen. Den kan dog læses uafhængigt af de foregående.

Fakta:

Titel: Julius og Pæremadsen: Heksestormen

Forfatter: Bodil El Jørgensen

Illustrator: Bente Bech

Pris: 169,50 kroner

Sider: 80 sider

Serie: Carlsens stribede

Type: Bog

Forlag: Carlsen

Pæremadsen og den niårige Julius har travlt med at redde mennesker fra hekses ondskab. Da en heks starter en tornado, bringes en flok søspejdere i fare, og Julius og Pæremadsen kommer på arbejde. Historien er ganske spændende og fornøjelig.

Illustrationerne er i sort-hvid. De passer fint til teksten, men papirkvaliteten er uheldig, idet tekst og illustrationer skinner igennem papiret. Det virker forstyrrende for læseren. Typografien er stor med god afstand imellem linjerne - glimrende.

Udgiverne har gode intentioner om at gøre bogserien let at læse for de let øvede læsere, der er målgruppen. Det lykkes dog ikke på alle områder.

Pæremadsen karakteriseres igennem sit sprog. Det består af relativt lange sætninger blandet med meget korte sætninger uden subjekt. Disse sætninger bringer nok lixtallet ned, men de er ikke altid lige lette at læse for den let øvede læser, som er målgruppen. Bogens lixtal opgives til 28.

Orddelingen på side 15 er uheldig, idet ordet "kilometers" deles efter "kilo-", derpå kommer en større illustration, og under illustrationen står så "meters". Så stort et spænd kan give problemer for den uøvede læser.

Det er synd, at de gode intentioner om at udgive spændende bøger, der er lette at læse, ikke indfries på alle områder. Men da det er en serie, er der måske håb om, at problemerne rettes i de kommende bøger.

Bogen kan læses op for otte-niårige og læses selvstændigt af gode læsere fra 3. klasse.