Anmeldelse
Nordisk mytologi
Nordisk mytologi
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Wauw-effekten er der lige med det samme. Alle, der har set bogen, har spærret øjnene op og bare haft lyst til at gå på opdagelse. Pludselig er der gået et par timer, hvor man er blevet både underholdt og oplyst om den nordiske mytologi. Og jeg må indrømme, at selv om jeg har læst rigtig mange bøger om nordisk mytologi, så var der alligevel detaljer, som jeg havde glemt, og som jeg nu fik repeteret og husker meget bedre, fordi jeg er blevet så godt overrasket og underholdt.
Rammen om bogen er en fiktiv historie om forfatterens grandonkel, eventyreren Vilhelm Wegener, der under en ekspedition til Island i 1939 finder en vej ind til de gamle guders verden. Og hvis man elsker fantasy-genren, er man jo helt solgt, når man læser om parallelle verdener. På smukkeste grafiske vis oplever vi Wegeners rejsedokumenter i sirlig håndskrift, der nok skal bruges lidt tid på at tyde for meget unge læsere og ældre uden læsebriller. Det er dog besværet værd at tyde håndskrifterne, for man får et førstehåndsindtryk af Asgårds afkroge og Udgårds udkroge.
Vi ser og mærker nærværet af de nordiske guder, jætter, trolde og dværge. Desuden får vi en lang række af de klassiske myter. Alt er konkret tegnet og fortalt, så ingen bliver forvirrede over underlige navne på steder og personer, sådan som jeg gjorde det som barn, da jeg hørte om verdens skabelse ifølge nordisk mytologi for første gang. Vi får lov til at røre ved indlagte bøger, hemmelige breve, effekter, røre- og føle-elementer. Er der for øvrigt nogen af jer, der ved, hvordan Sifs guldhår føles?
Køb bogen til skolebiblioteket. Det er infotainment i den allerbedste betydning!