Ib Spang Olsen er stor! Det kan man få bekræftet ved gensynet med de tre prisbelønnede billedbøger, som Gyldendal netop har genudsendt. Og af hjertet tak for det!

Der er format over "Drengen i månen" (fra 1962), ja, højformat. Den har så at sige ryggen på hovedet. Det giver en sjov, akavet bevægelse, når man bladrer for at komme igennem denne rejse fra månen på himlen til havets bund. Og hjem igen. Med det spejl, den rejsende månedreng har fundet på havets bund, og som bliver månemandens kæreste samtalepartner. Her er rejse med finurlige detaljer. Her er månevarm narcissisme. Og her er først og fremmest den kunstneriske kvalitet, som altid har været Ib Spang Olsens bestræbelse.

"Mosekonens bryg" (fra 1966) er ikke blot en fin beretning om et af naturens fabelvæsner. Det er en sanse- og øjenåbner for ethvert barn, der skal på færd i naturen. For her i historien er der utallige spor af overnaturlige væsner, der lever i nattens mørke, men som forvandles til kviste og græstotter, hvis de ikke når hjem til det underjordiske inden solopgang. Her er legelyst og mystik. Her er fortroldende kærlighed. Og nok engang kunstnerisk kvalitet i top.

Men den stærkeste af de tre genudgivelser, "Kattehuset" (fra 1968), er en livsbekræftende fortælling om børns pionerånd, når en dreng og en pige som her søger at finde glæde i deres omgivelser, efter at de er flyttet ind i en betonlejlighed. Gennem en port trænger de længere og længere ind i kattelandets myriader af forunderlige personager og miljøer. Her er legens livsbekræftelse. Her er fantasiens skabende kraft. Og her er en kunstnerisk sammensmeltning af billed- og verbalsproget helt ned i detaljen. Således er børnene i deres søgen efter glæde i deres nye omgivelser hele tiden på vej, og det afspejles i, at der i teksten er en intens brug af adverbiet "ad".

De tre bøger bekræfter, at Ib Spang Olsen er en af vores største. Så stor, at han burde have været på litteraturens kanonliste. Så stor, at han burde have nydt samme anerkendelse som de største samtidige billedkunstnere. Danske børn er heldige, at Ib Spang Olsen findes tilgængelig for dem. Danske lærere kan få ammunition til en frigørende undervisning midt i al kontrolminimalismen, fordi de har mulighed for at gå hånd i hånd med Ib Spang Olsens fantasistorhed. 

Hvis han havde valgt at investere sit kunstneriske talent i de voksnes verden, så havde han i dag været stinkende rig. Men han har valgt at investere sit talent i børnene frem for at få voksne til at investere i sit talent. Alligevel vil en eftertid nok vise, at han kommer til at betyde mere for fremtidens velfærd, innovation og livsglæde end hans samtidige investeringsobjekter. Hvis vi formidlere altså husker at berige vores elever med hans billedbogskunst.