Biografier hører til et ubemærket hjørne af faglitteratur for børn, muligvis fordi man kunne hævde, at de færreste børn har en reel interesse for det rent biografiske i et forfatterskab. Men det er vanskeligt at pege på et forfatterskab, der har haft større betydning for millioner af børn end Astrid Lindgrens. Der kan gives mange forklaringer på, hvad det er ved de historier, der fanger børn over hele verden, men jeg er overbevist om, at børn kan fornemme, når en forfatter har noget på hjerte og først og fremmest er interesseret i at skrive for børn. Astrid Lindgren har udtalt, at hun skrev til barnet i sig selv, og at hun var allerlykkeligst, når hun skrev om børn, for herigennem huskede hun sin egen barndom, der altid fremstod som den lykkeligste periode i hendes liv.

Mon ikke det ville have glædet den gamle forfatter, at de børn, der betød så meget for hende, nu får et kendskab til, hvor det hele kom fra? Norske Agnes-Margrethe Bjorvand skal roses for at lægge vægt på alle væsentlige aspekter af Lindgrens liv i ”Astrid Lindgren - En biografi for børn” uden at udpensle de perioder, hvor tilværelsen var mere end almindelig svær for hende. Det er selvsagt umuligt at give en nuanceret levnedsbeskrivelse, der udelukkede lægger vægt på alt det gode. Det ville være forkert, fordi Astrid Lindgrens forfatterskab ændrer sig i høj grad gennem årene.

Da Lindgren udgav ”Mio, min Mio” i 1954, gik der chokbølger gennem Sverige, for hvor kom bogens tristhed og mørke fra? Man havde lige vænnet sig til den lethed, der kendetegner Pippi Langstrømpe- og Bulderby-bøgerne, og her så man en ganske anden side af Astrid Lindgren, hvor protagonisten var det ensomme barn med savn og længsel. Det bemærkelsesværdige er dog, at bogen ”Vi har det dejligt i Bulderby” udgives i 1952 og ”Lillebror og Karlsson på taget” i 1955. Vi er er altså ikke inde i en særlig mørk periode af forfatterskabet, men kan i stedet se, hvordan Lindgren formåede at veksle mellem lys og mørke, leg og alvor.

I biografien bliver læseren bekendt med den berømte barndom på Näs i smålandske Vimmerby, hvor der leges fra morgen til aften, når der altså ikke arbejdes i marken. Vi hører om, hvordan unge Astrid klipper sig korthåret som de amerikanske jazz-piger, og ikke mindst om den larmende stilhed, da mor Hanna ser sin nu korthårede teenagedatter. En oplevelse, Astrid huskede resten af livet. Læseren føres gennem den uønskede graviditet i 1926, hvilket tvinger Astrid Lindgren til at føde sit barn på Rigshospitalet i København, fordi man her, som det eneste sted i Skandinavien, kan undlade at indregistrere uægte børn.

Bjorvand beskriver, hvordan Lindgren oplever savnet af sin lille søn, som er efterladt i København. Formidlingen sker gennem hele bogen via biografisk prosatekst suppleret af citater af Astrid Lindgren og små ”vidste du"-fagtekster.

De mange citater er med til at bringe læseren tættere på mennesket Lindgren.

Mod bogens slutning møder vi for en kort bemærkning den samfundsengagerede og meget berømte forfatter, hvis mening i den svenske offentlighed var overordentlig signifikant. Hun prægede debatten om børne- såvel som dyrevelfærd.

Biografien er illustreret af norske Lisa Aisato. Hendes streg er holdt i akvarel, og så godt som alle siderne i bogen er udsmykket. Hvor nogle af billederne supplerer teksten direkte, lader andre Aisatos fantasi og fortolkning skinne igennem. På en illustration af en skrivende Astrid Lindgren liggende i sin seng, hvor hun ofte skrev, ses en grinende, dansende Pippi Langstrømpe i fodenden. Her er en illustrator, der fanger essensen af det univers, hun arbejder med.

De mange billeder medvirker til, at bogen bliver et medrivende bekendtskab, og lur mig, om ikke der findes en læser eller to, barn som voksen, der har svært ved at lægge den fra sig.

”Astrid Lindgren - En biografi for børn” kan meget vel vise sig at blive en af de vigtigste kilder til det omfattende og elskede forfatterskab for børn i de kommende år. Bogen bør være tilgængelig på ethvert skolebibliotek eller som klassesæt for mellemtrinet. Den vil også egne sig fortrinligt til oplæsning i indskolingen. Og så skal den naturligvis være at forefinde på børneværelser sammen med Pippi, Emil, Ronja og brødrene Løvehjerte.

Man bliver glad og inspireret af bogen, og selv som den voksne læser formentlig vil kunne sammenkæde de biografiske linjer i højere grad end barnelæseren, inviteres man ind i Astrid Lindgrens univers og liv på en saglig og pædagogisk måde, og det er så afgjort en kender, der viser vej.