Anmeldelse
Gennem nattens gader
Gennem nattens gader / Aberne / Den røde sofa
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Genstart" er titlen på en ny ungdomsserie fra forlaget Høst og Søn. Genstart er et nyt ord i dansk sprogbrug. Ordet er kommet til efter computerens indtog. Når man genstarter sin computer, gør man det blandt andet, fordi nye programmer skal installeres. En velvalgt titel, for som læser skal vi nemlig have installeret en ny og spændende måde at læse krimier på. Serien er en fortløbende historie i seks bind, som er skrevet af tre forskellige forfattere: Ina Bruhn, David Meinke og Caroline Ørsum. Plottet er opklaringen af Jonathans pludselige forsvinden efter første fest i 1.g.
Første bind hedder "Gennem nattens gader", og her er det en af hovedpersonerne, Mateus, der er fortælleren. Gennem ham får vi præsteret personerne, miljøet og optakten til det plot, vi videre skal læse om. I bind 2 "Aberne" følger vi Nick og hans forsøg på at forbinde Jonathans forsvinden med en autonom enhed, og endelig er der bind 3 "Den røde sofa", hvor synsvinklen bæres af pigen Liv.
Serien "Genstart" kan anbefales som hovedværkslæsning fra 8. klasse. Læreren vil danskfagligt kunne arbejde meget med romanernes indbyrdes relationer og synsvinkler. Det er en kæmpe nydelse at læse en serie, der i sin opbygning og handling er ny for ungdomsromangenren. Alene det, at man har muligheden for at læse de tre første romaner på én gang, giver en speciel læseoplevelse. Med de tre første bind i "Ctrl+alt+delete-serien" er vi nået halvvejs gennem gymnasiet. Læs dem nu, så vi sammen kan diskutere "løsningen" på mysteriet om Jonathans mulige død eller forsvinden, inden de tre sidste romaner kommer.