Ivan Olsen havde sine kaspersfrø. Pippi havde sin spunk. Nonsensord kan forklare meget, hvis man giver dem lov til at fylde det univers op, de har indtaget ved deres blotte fremkomst. Men der skal økonomiseres med dem. De må have tid til at blive til noget, hvis de skal vokse og få en dybere mening.

Det gør de ikke her. Forfatterens opfindsomhed fejler ikke noget, og mange af ordene har den fornødne grad af pudsighed og tvetydighed, så de fint ville kunne klare sig i tilværelsen. Hvis der bare ikke var så mange af dem, og hvis de bare havde haft en funktion. Men det har de ikke. De færdes så tæt i denne roman, at de kommer til at stå i vejen for hinanden. De får kun lov at være sjove i ganske få sætningers tid, så skal vi hæsblæsende videre til det næste dårligt reflekterede indfald og overfyldte, Terry Prachett-inspirerede sætningskonstruktioner som "En tidlig morgen, sådan en herlig sommer - én af slagsen med solsortekvittevit og strålesusende gulhedsvarmt sollys ned fra oven .". En madmor, der taler ungarsk, bidrager heller ikke meget til forståelsen, og sådan er det hele vejen igennem.

Historien er flagrende og forvirrende, selvom det eventyrinspirerede plot for så vidt er i orden. To brødre, der ikke kan udstå hinanden - eller for den sags skyld andre mennesker - trylles ved et uheld sammen til siamesiske tvillinger. Det skal hævnes, og resten af verdens mennesker skal belemres med den samme skæbne.

Fine illustrationer understreger historiens eventyrkarakter og hjælper på overblikket. Men ikke nok til at fortællingen rigtig fænger.