"Det gjør så vondt i tennene mine!" Nej, vel? Det er da ikke så svært. Børn, der lige har knækket læsekoden, vil gerne have ord under neglene, og det kan ikke gå hurtigt nok med at fjerne blaserthed og præstationsangst i forhold til to sprog, der ligger nemt og bekvemt lige uden for vores territorialfarvand.

En undersøgelse viste for nogle år siden, at dansklærerne typisk brugte to lektioner om året til disciplinen nabosprog - en time til svensk og en time til norsk, så var den ged barberet. Det er synd og skam, for med lidt systematisk arbejde med "falske venner", staveregler og lidt udtale kan de fleste lære at begå sig blandt 10-12 millioner andre mennesker uden at give sig til at tale dårligt engelsk med folk fra Malmø.

Karius og Baktus-eksemplet fra indledningen stammer fra indskolingsbindet blandt disse tre bind. Her kan man også finde "Pål sine hønor på haugen utslepte" og læse om Pippi og Spunken i Ingrid Vang Nymans tegneserie.

I bindet for mellemtrinet kan eleverne finde ny indsigt - ikke kun sprogligt - ved at læse Henrik Ibsens fabel-agtige historie om bien, blomsten, frugtknoppen og musen. I det hele taget tror jeg, at det er nemmere at finde tid på årsplanen til seriøs nabosprogsundervisning, hvis man simpelthen bruger teksterne som analyse- og samtaleobjekter på lige fod med danske. I samme bind kan man også læse Tove Janssons "Berättelsen om det osynliga barnet". Finlandssvensk når det er bedst.

Udvalget og bearbejdelsen er foretaget kompetent og med sikker hånd. Læreren må sikkert bidrage med flere oversættelser end de ord, der er forklaret i marginen. Og så må han fortælle de unge mennesker, at de vil komme grusomt galt af sted, hvis de tror, at "käringen" er synonymt med "damen", som det er angivet ved Stig Claessons gode novelle "Slå följe".

Køb, læs. Og syng, hvad synges kan.