Anmeldelse
Spyros verden
Spyros verden
Tre forfattere med baggrund som henholdsvis børnehaveklasseleder, specialunderviser og kreativ engelsklærer har skabt et mangesidet materiale til børnehaveklassen og til indslag i de næste skoleår
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Spyro er en yderst venlig grøn drage, som udgør en vigtig del af den verden, som materialet fører børn og lærere ind i. Spyro er ven med dyrene og med barnlige sjæle, blandt andet den yndige prinsesse, som han giver en flyvetur, så hun bliver glad.
Fakta:
Titel: Spyros verden
Forfatter: Bente Petersen, Bente Hansen Kjærsgaard, Nete Cleemann
Type: Diverse
Forlag: Forlaget Gullhoj, telefon 5931 6166
Historien findes i flere versioner, idet læreren fortæller en udbygget udgave ud fra et manuskript, og børnene læser en simpel version i deres egen bog, hvor de selv maler tegningerne, som hører til. Desuden findes en big book med både en læsevenlig version med et ord i hver linje og en med talebobler, der giver mere kolorit til historien.
Men historien udgør kun en lille del af materialet. Inden børnene i 0. klasse nærmer sig læsning, skal de igennem en masse aktiviteter. Lærerens inspirationsbog kan bruges til at bygge hele undervisningen i 0. klasse op over, og dele af aktiviteterne kan gøre nytte i de følgende skoleår. Der er forslag til pædagogiske principper og til deres gennemførelse. De tre forfattere har gjort meget ud af at give forslag til motoriske øvelser, til sange, rytmer, remser og lege, som kan tjene til indlæring og til krydderi på undervisningen. Til hvert bogstav findes der en fortælling, og dem vil børnene elske. Hvad kunne du lige ssssspise, lyder det omme bag en sten. Et hoved kigger frem bag en sten. Jeg hedder s, ssssiger han. Jeg ssssser ud som en sssssslange.
Man skulle tro, det var nok, men der er også en fyldig kopimappe med alt fra skrivning af mønstre og bogstaver over matematiske mønstre til dominospil og meget mere. Der findes plastede bogstavkort til ophæng i klassen og til samme formål vægbilleder med historiens sider i big book-format. En cd rummer en lang række sange, rim og remser på dansk mest, men også på engelsk. Og endelig findes der frilæsningsbøger af forskellig sværhedsgrad, dog alle lette, til den første selvstændige læsning.
Forfatterne har forskellig baggrund, og det mærker man. Der er den erfarne børnehaveklasseleder med et stort overblik, der er specialunderviseren, som kan tegne og fortælle historier, og der er den kreative engelsklærer. I øvrigt har de sikkert alle tre en kombination af alle disse egenskaber. I hvert fald har de skabt et materiale, som kan være til stor hjælp for andre, og som er egnet til at øse af.
Jeg er dog ikke sikker på, at der er så mange, der vil føle sig tiltrukket af hele pakken. Selvom materialet tager højde for mange faktorer, er lærere i de første skoleår gode til selv at finde på og skabe netop den cocktail, som deres klasse har brug for.