En god historie er altid populær, og højtlæsning er en skattet aktivitet i skolen og i stigende grad igen blandt voksne. Men en personligt tolket fortælling holder lytterne i ørerne, så øjnene tindrer, og underkæben falder ned til navlen.

Forfatteren, der selv er en erfaren fortæller, giver gode og umiddelbart anvendelige råd om, hvordan man griber en fortælletime an: Fra den personlige bearbejdning - som er noget andet end pedantisk udenadslære - af teksten, til hvordan man bygger en stemning op ved hjælp af fyrfadslys og skæppevis af puder i et rum, hvor man sikrer sig mod tilfældig indtrængen, der kan få magien til at smuldre.

Hendes faglige indsigt som psykolog gives videre i nogle gode, teoretiske afsnit, hvor hun redegør for opdateret forskning i eventyrfortællingens og -bearbejdningens betydning for personlighedsdannelsen. I første omgang kan man springe disse afsnit over; man skal nok vende tilbage, når man erfarer, hvordan en historie, som man troede, man kendte til hudløshed, fanger børnene og giver dem stof til grundig bearbejdning af alt, hvad der er farligt her i livet. Og det skal man give dem tid til, understreger forfatteren. Historiefortælling tager tid, både for fortælleren og for tilhørerne. Men hvilken tid!