Anmeldelse
Bevidste sproglige erfaringer på mellemtrinnet
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bogen er en teoretisk fremstilling af dansk grammatik og en håndbog i, hvordan man bedst underviser elever på mellemtrinnet. Det er forfatternes udgangspunkt, at al for megen grammatikundervisning er kedelig og ineffektiv. De tager teoretisk udgangspunkt i den australske genrepædagogik og den systematiske funktionelle grammatik.
Fakta:
Titel: Bevidste sproglige erfaringer på mellemtrinnet
Forfatter: Jørgen Grosbøll, Jesper Zimmer Wrang
Pris: 270 kroner
Sider: 184 sider
Serie: Grammatik i dansk
Type: Bog
Forlag: Academica
Eleverne får modeltekster, de skal arbejde ud fra. Læreren skal være godt inde i sætningsleddenes grammatik, så eleven vejledes ud fra sine typiske fejl. Det er målet, at hver elev løbende bliver bedre til at mestre sprogets muligheder - som en maler, der skildrer verden med sin pensel.
Retstavning er et andet fokuspunkt. Læreren skal have godt kendskab til ordklasser og deres karakteristika og har brug for at vide noget om elevens modersmål, hvis der er tale om tosprogede børn. Ad den vej bliver det muligt at forstå baggrunden for de fleste fejl. Læreren skal have et solidt kendskab til morfologi, fonologi, morfemer og ordklasser. Mod slutningen af mellemtrinnet bliver det aktuelt at vejlede eleverne frem mod en korrekt tegnsætning.
Bogen er noget ujævn. Første del er alt for lang med enormt grundige forklaringer på, hvorfor grammatikundervisning ofte kun lykkes delvis. Som lærer bliver det helt svært at tro på, at den omfattende opgave kan lykkes med den tid, de resurser og den lærerviden, der er til rådighed. Men sidste del er meget anvendelig og gør overskueligt rede for de faktorer, der spiller ind for en god grammatikundervisning. I forhold til de tosprogede vil der dog være mange lærere, der ikke bliver klogere på koblingen mellem elevens modersmål og dansk. Hvis man har mange forskellige nationer i sin klasse, bliver den vejledende opgave meget svær.