Vi kender alle "Martin og Victoria" af Klaus Lynggaard - en hel generations ungdomsroman, som gav os en god læseoplevelse - og tankerne, den satte i gang. Når vi så selv bliver lærere, vil vi gerne viderebringe den gode oplevelse. Derfor er dansklæreren evig og altid på jagt efter den gode ungdomsbog, for det nytter ikke at hale en "gammel" ungdomsroman op af tasken - eleverne vil have noget, de kan identificere sig med her og nu.

Hvad kendetegner den gode litteratur til ungdommen? Og hvis den findes, duer den så som hovedværk i undervisningen?

Det gør "Mono" af Mads Nørskov Rasmussen. Den handler om en ung drengs søgen efter identitet, opgør med forældrene og smerte. Romanen har den klassiske jeg-fortæller, som i dette tilfælde ikke har et distanceret forhold til det, der fortælles, fordi det trods alt er et stykke tid siden, forfatteren selv var ung. Derimod er jeg-fortælleren til stede her og nu i romanen, og forfatteren lader jeg-fortælleren stå tilbage med en uafklaret søgen over sin egen seksualitet - et godt litterært kneb, fordi det giver mulighed for en litterær samtale i klassen, samtidig med at romanen sprogligt bærer igennem samt besidder den eftertragtede litterære kvalitet.

"Mono" kan læses som hovedværk i folkeskolens ældste klassetrin, og den vil helt sikkert efterlade eleverne med en fornemmelse af den gode læseoplevelse.