Jeg har genlæst mange tekster af kanonforfattere i den sidste uges tid. Inspirationen kommer fra det smittende engagement og de originale og kompetente tilgange til ældre tekster, som denne bog om litteraturhistorisk læsning tilbyder studerende og undervisere i dansk på alle niveauer. Men hvad litteraturhistorie er, og hvordan der skal undervises i dette område, får man ikke på en enkel formel.

Anledningen til bogen er et forskningsprojekt ved CVU Storkøbenhavn i 2005-2007, en undersøgelse af konstruktionen litteraturhistorie, som den tager sig ud og bliver praktiseret hele vejen fra børnehavens billedbøger og op til universiteterne. Den er skrevet af otte forskellige forfattere, som dækker hele denne spændvidde.

Det er karakteristisk for tekstsamlingen, at forfatterne nok har et fælles udgangspunkt, men at de alligevel inden for bogens ramme galoperer ud i alle retninger på hver sin kæphest. Det kunne have været interessant, hvis de i højere grad havde forholdt sig til hinandens tekster, så uenigheder og ligheder kunne blive tydeliggjort.

Hans Henrik Møller lægger afstand til den klassiske opfattelse af litteraturhistorie som en given, afgrænset viden med skarpt afgrænsede perioder, som eleverne kan bibringes. Det fører ofte til en forenkling af den komplekse udvikling gennem tiderne, og i en kanontid fører centreringen om kanonforfattere til fravalg af en lang række andre forfattere og deres tid.

Nogle af de samme synspunkter kommer til udtryk i Thomas Illum Hansens artikel om litteraturhistorie i folkeskolen. Eleverne skal ikke præsenteres for lange litteraturhistoriske introduktioner, før de læser teksterne, men nysgerrigt opleve det fremmedartede ved dem, udfylde huller i teksten både ud fra deres egne medbragte narrative strukturer og også ved arbejde med tekstens bundne fortællinger, tekstens indbyggede historicitet, den indbyggede fortællers strukturer, der afspejler en anden tid.

Mette Siersted argumenterer overbevisende for betydningen af fælles læsning af billedbøger i en artikel om litteratur i børnehaverne. Merete Møller Olesen foreslår ud fra realistiske træk hos Blicher koncentration om formen i en litteraturhistorisk gennemgang, for eksempel realismen, som den kommer til udtryk til forskellige tider.

Den generelle tendens i bogens forløb fra børnehave til universitet er, at man fra at have elevens/den studerendes oplevelse som en central del af fortolkningen og de didaktiske overvejelser bevæger sig mere og mere hen imod at  koncentrere sig om indsættelse af teksten i en litteraturhistorisk sammenhæng.

Bogens ærinde er også at beskæftige sig med undervisningens hvordan, men det er ikke dens stærkeste side. I afsnittet om folkeskolen kunne det have været på sin plads, at en teoretisk velfunderet dansklærer, der stadig har folkeskolens frugtbare muld under neglene, var kommet med et bidrag. Men bogen er alt i alt et glimrende debatoplæg til diskussion af arbejde med litteraturhistorie.