"Læsevejlederen" er skrevet af to gamle rotter inden for læsning, og man fornemmer hele vejen igennem deres holdning til læsning og læseundervisning. Det er en hjertesag for dem, at dette bliver taget alvorligt. Der er god inspiration at hente i bogen for en "almindelig" læsevejleder, blandt andet i de eksempler på læsekonferencer, der er gengivet.

Der er mange gode forslag til læsevejlederen i hendes møde med læreren i hverdagen. Det er vigtigt, at læreren oplever dette møde som vejledning og ikke som utidig indblanding i undervisningen, og hertil kan man få støtte i bogen. Men man skal lige klappe hesten - bogen skal læses som et inspirationskatalog, ikke som en facitliste. Der er mange måder at være en god læsevejleder på.

Bagest i bogen er de mest almindelige læsetest beskrevet. Her kan man hurtigt hente information, når man skal melde skriftligt tilbage til forældre eller lærere. Desuden er der en række skemaer, handleplaner og lignende, som kan hjælpe med at give et overblik over undervisningen i de klasser, der skal have vejledning.

Nogle af de forslag, der opstilles, er dog urealistiske. For eksempel foreslår forfatterne, at alle klasseteamets lærere og koordinerende speciallærer og en repræsentant fra skolens ledelse og læsevejlederen deltager i en læsekonference to gange årligt. Det er selvfølgelig ønskeligt, men det bliver sammenlagt til rigtig mange timer, og jeg er ikke sikker på, at det er realiserbart. Så mange timer er der vist ikke sat af til læsevejledning rundt omkring på skolerne.