Anmeldelse

Wilbur den gule kat

Wilbur den gule kat

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En dejlig billedbog om en kattekilling, der ikke ligner de andre katte og derfor bliver drillet. Pelle Haleløs har fået en lillebror i form af en charmerende gul kattekilling, der gør alt for at komme af med den gule farve og ligne sine søskende og de andre katte. Den holder sig indendørs og vasker sig. Den vover sig udendørs og ruller sig i snavs.

Fakta:

Titel: Wilbur den gule kat

Forfatter: Gry Kappel Jensen

Illustrator: Siisan Richardt

Pris: 248 kroner

Sider: 28 sider

Type: Bog

Forlag: Turbine Forlaget

Men i mørke er alle katte grå, og den gule kat går en tur og møder en fin blå hunkat, der synes, at den gule farve er flot.

Tegningerne er farvestrålende. Grønne og gyldne dagbilleder og flotte blå stemningsfyldte natbilleder. At det er en dansk billedbog, ses allerede på første opslag, hvor en PH-lampe ses over bordet i en hyggelig gammeldags stue. I lænestolen skimtes halen af en gul kat, der gemmer sig.

Både billeder og tekst giver noget at tale om. Billederne er så store, at man fint kan læse bogen for en gruppe børn i en børnehaveklasse. Teksten er sat med sorte eller hvide typer med illustrationerne som baggrund. Det fungerer fint, selv om et enkelt opslag med skygger fra et stakit gør teksten lidt vanskeligere at læse.

Historien handler om det at være anderledes og om at blive drillet. Det er et emne, der altid er aktuelt. Men den handler også om at blive glad for den, man er, og det er jo en fin morale.

Anbefales til indskolingen.