Gamle dage er ikke nemme at holde styr på. Vil man for eksempel skrive børnelitteraturens historie, må man forholde sig til, hvilke forhold der har fået denne litteraturtype til at blomstre frem, de enkelte værkers eller genrers betydning for samtid og eftertid, og hvordan den har forandret sig over tid. "Orla Frøsnapper" minder ikke umiddelbart om Niels Bredals "Børne Speigel" fra 1568, men børnelitteraturforskere er ikke i tvivl om, at de skal placeres på samme hylde - eller rettere: i samme litteraturhistoriebog.

På Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles Center for Børnelitteratur har man blik for problemerne omkring historieskrivningen. For et par år siden udkom Torben Weinreichs "Historien om børnelitteratur", og nu er Anette Øster i gang med en ph.d.-afhandling om dansk børnelitteraturhistorieskrivning. I dette fortrinlige årsskrift fra centeret fremlægger hun sin foreløbige begrebsafklaring og de metodeproblemer, hun hidtil har måttet forholde sig til. Hun sammenligner Weinreichs værk med et tilsvarende norsk og finder midt i alle lighederne en række bemærkelsesværdige forskelle, blandt andet periodiseringen.

Hans-Heino Ewers tilbyder en tysk vinkel på arbejdet med at finde frem til, hvilken litteratur der tilbydes moderne børn. Han skelner mellem forskellige kanonformer, først og fremmest "traditionskanon" og "dannelseskanon", en skelnen, der også kunne gøre nytte i det efterhånden altomfattende danske kanonarbejde. Hans synspunkt indebærer, at man i litteraturundervisningen inddrager værker, der måske ikke for en nutidig læser beskriver litterære højdepunkter, men som hører med til et alsidigt kendskab til litteraturen og dens forudsætninger. Her tiltænker han ikke mindst forfatterne til børnelitteraturhistorier en væsentlig rolle, for uden dem har vi kun det materiale til belysning af en fortidig metode, som en overfladisk nutid tilfældigvis finder interessant.

Nina Christensen leverer et bidrag til sådant materiale, idet hun behandler definitioner på børnelitteratur og barndom i 1700-tallets børnelitteratur. Hun er på udkig efter rødderne til vor tids opfattelse af, hvad børnelitteratur er og bør være. Arbejdet er vigtigt, for en del af debatten - striden, om man vil - om den moderne børnelitteratur kan såmænd nemt føres tilbage til mere eller mindre klart formulerede normer for, hvad børn er, og hvad de har godt af at læse - normer, som Nina Christensen her som i sine tidligere arbejder har hentet i romantikkens barndomsopfattelse. Og den er de moderne forfattere stået af over for.

Også andre sider af centrets arbejde bliver præsenteret: Kirsten Bystrup om det til tider problematiske møde mellem bibliotekar og pædagog, norske Nina Goga undersøger Hitler-biografierne fra Forlaget Flachs, som er skrevet for børn, og Henriette Romme Lund undersøger, hvordan man skaber en lystlæser. Endelig præsenterer Nicoline Dahlberg og Sara Pankenier interessante læsninger af henholdsvis Hoffmanns "Nøddeknækkeren" og den russiske avantgardist Daniil Kharms' fortællinger.