At flytte og skifte skole er aldrig sjovt; men heldigvis viser der sig hurtigt lyspunkter, som kan kompensere for intrigante klassekammerater, der synes, det er uendelig morsomt, at man hedder Hero. For det er ikke et hundenavn, men en person fra Shakespeares "Stor ståhej for ingenting". Og den titel viser sig at være ledetråden for bogens handling, selv om ståhejens årsag - en bortkommen diamant nedarvet fra gamle engelske adelskredse - selvfølgelig ikke er ingenting.

Forfatteren strør elegant om sig med citater fra den klassiske litteratur. Det kan være okay for den voksne læser, men den tiltænkte læserkreds - cirka 12-årige - vil nok miste en pointe eller to. Og når man skal helt hen på side 116, før der optræder et dramatisk vendepunkt, tror jeg, at man overvurderer læserens tålmodighed.

Generelt er det en hyggelig historie om venskaber i præpuberteten som tema, men den savner spænding. Samtidig får forfatteren kogt suppe på legenderne om shakespeareskuespillenes virkelige ophav. Danske konservative kulturforvaltere mener, at H.C. Andersens geni mindst må have et kongeligt ophav. Bogen her argumenterer for, at de engelske renæssancetekster må være skrevet af den syttende jarl af Oxford. Snobberi!

Desuden har jeg svært ved at forlige mig med den amerikanske tendens til at tilføje efterskrifter og sidelange taksigelsestaler. De dræber den spændingsgnist, der i forvejen har det svært i denne roman.