Der er noget Cheshire-kat over de gestalter, der sidder på ubekendt adresse i selskab med en mølædt og udtjent hund, der uvist af hvilken grund er havnet samme sted. For lokaliteten er befolket af aborter. De, der aldrig blev til noget, de uønskede og udstødte, som ikke engang har et navn at klynge deres håb til ud i den evige fremtid.

Efter at have fortalt hinanden deres - undskyld udtrykket - livshistorier melder drømmene sig. Om hvordan det kunne have været at have en fødselsdag og et hus at bo i og en bedstefar, der læser historier, og om den glorværdige karriere, der kunne have været blevet dem til del. Men også de ufødte kan være realister. Det er jo nok sandsynligt, at deres lod ville blive udtrukket på livets ulykkelige side. Og hvad sjov er der ved det?

Men et navn må det kunne blive til, og hvem er nærmere at spørge end selveste hr. Gud?

De uønskedes karavane begiver sig til himmels, træffer ikke Herren hjemme, men finder ud af, at navne kan de da give sig selv og hinanden. Og den fejlekspederede hund bærer hele selskabet hjem igen. Til livsglæde.

Tabuer er der ikke mange tilbage af, og emnet er svært at tale med børn om. Men med poesi og forundring går det nok. Læs teksten højt. Vis billederne igen og igen. Og vær forberedt på spørgsmål. Mange.