Haller har igennem en årrække gendigtet en lang række myter og legender og videregivet dem i et stærkt og nutidigt, holdbart sprog. Så forventningen var stor til hans version af en af den norrøne litteraturs stærkeste og mest mystiske tekster.

Desværre skuffer han. Mig, i hvert fald. Selve gengivelsen af Vølvens spådom er fin, som den præsenteres på en side som indledning til hvert kapitel. Men i de længere kapitler, der skal uddybe digtets fortælling, har han valgt en overdrivende, let fjantet fortællestil med oversmarte, anakronistiske vendinger og udtryk. Det holder ikke. På mig virker stilen grænseløst irriterende, og jeg tvivler på, at en mere ungdommelig læser ad denne vej vil blive fascineret af den poesi, der ligger i Vølvens fortælling om, hvordan dværgene smedede Tors hammer, eller hvordan misteltenen skaffede sig et eksistensgrundlag.

Den fantastiske historie fortjener at blive fortalt med respekt for den overleverede version, der ikke var fundet på som fjollet tidsfordriv, men som gjaldt som gyldig forklaring på verdens oprindelse. Selv ikke i den værste mjød- eller fluesvamperus kunne vikingerne og generationerne før dem finde på at beskrive deres guder som tosser. I forhold til at tilbyde eleverne indsigt i den ældste litteratur, dens forudsætninger og rimelige tolkninger af den kan denne gendigtning ikke bruges.