Det må være et skræmmebillede for unge spilnørder fra stenbroen: Pludselig at stå på et nedlagt husmandssted i det yderste Jylland uden noget net. Ikke desto mindre er det rammen omkring Caroline Ørsums moderne robinsonade "Den første freak på månen".

Der er nemlig rod i hovedpersonen Neils historie: Han er smidt ud fra efterskole nummer to, hans mor dukker op for at hente ham, men det er i en stjålet bil og med Neils lillebror, som hun har bortført. Moren er flygtet fra en voldelig mand, og den skamskudte familie er strandet i det tilsyneladende livløse Jylland. Det kan ikke undre, at Neils tillid til voksne og tilværelsen i det hele taget er flosset. Så han flygter ind i en fantasiverden, hvor han bruger Neil Armstrong som spejlingsfigur. Men isolationen bliver for Neil også afsæt for, at han opdager, at alt ikke er ligegyldigt. Hans jyske sjæleven, Thea, bliver et nyt orienteringspunkt for ham.

Det kunne på mange måder minde om en traditionel ungdomsroman. Men romanens fantasispor og virkelighedsspor, der i første omgang står underligt løsrevne, løber i romanens slutning smukt sammen og giver bogen en ekstra dimension. For Thea bliver også en slags sort hul, som romanen kredser om. Det mysteriøse skær, der omgiver hende, er ikke alene et element i bogens handling, men noget, som læseren oplever intenst.

I mange ungdomsbøger møder man en frelsende engel, der giver den frustrerede unge en ny platform i livet. Det har Øsrum gjort modigt og anderledes: romanen rummer ikke nemme løsninger. Men læseren letter på de sidste sider sammen med Neil og bevæger sig ud i et imaginært og gådefuldt univers, som inviterer til en ny medrivende gennemlæsning af bogen.

På denne måde rummer bogen både tematiske og litterære kvaliteter, som gør den velegnet til både frilæsning og undervisning.