»Det var en mørk, mørk nat på en mørk, mørk vej. Jeg gik gennem en mørk, mørk skov til en mørk, mørk port .«.

Matthias fra 1.b på Sct. Severin Skole i Haderslev fortæller med meget dramatik i stemmen. Vi kommer til en kirkegård og et mørkt, mørkt hus, før vi når bordet med den lange kniv og en bloddråbe. Vi hører tydeligt en kraftig og uhyggelig slubren, og så skifter Matthias stemme, for dér sidder morfar og spiser blodappelsin.

Tre 1.-klasser arbejder med den mundtlige fortælling over et par uger i alle timer undtagen idræt. Fordi deres lærere synes, at netop den mundtlige fortælling er lidt overset i danskundervisningen.

De 70 elever øver og øver, forbedrer deres fortælle­stil og ender med at indtale deres historie nede i kælderen, hvor den ene lærer har stillet et mini-lydstudie op.

Indimellem er der ventetid, eller de kan have brug for en pause i arbejdet, så derfor hænger der en masse dansk- og matematikopgaver på en stor opslagstavle. Her kan eleverne selv snuppe den opgave, de har lyst til at arbejde med i ventetiden.

Fortællekasse giver struktur

I garderoben sidder et par elever med en skotøjsæske i skødet og venter. På bænken overfor er en pige ved at fortælle historien om den lille bitte kone. Lærer Dorthe Berg lytter, mens pigen flytter blikket fra en lille dukkeseng til en sten og videre til et lille skab. Stenen symboliserer kirkegården, hvor den lille bitte kone finder et ben, som hun vil bruge til sin aftensuppe.

Rekvisitterne har pigen samlet i sin fortællekasse, og de hjælper hende til at få struktur på historien. Kasserne har eleverne dekoreret. Nogle har fundet en masse ting hjemme til at holde styr på historien, andre har tegnet en stribe tegninger med forløb og detaljer, de vil huske.

Eleverne har valgt deres historie blandt fire mulige: Kniven og bloddråben, Den lille bitte kone, De tre Bukke Bruse og Kylle-rylle.

Dorthe Berg har læst de fire historier ind, så eleverne kan lytte til dem på iPod. De fire lærere i teamet har så øvet hver sin historie. Den har de fortalt til eleverne, der har valgt den historie, de vil arbejde med. Hver lærer har sin historie i resten af forløbet og hjælper de elever, der har samme historie.

Å, det fille, det falle .

På gulvet ude i gangen ligger to drenge og roder rundt mellem nogle tegninger. Andreas kæler for et papæg, mens han lytter og retter Mohammed, der prøver at få styr på Kylle-rylle.

»Det er den sværeste historie, fordi den er så lang«, forklarer de.

Lærer Evert Jensen er Kylle-rylle-eksperten, og da han først har skaffet lidt mere ro ved at sende nogle elever hen i klassen for at arbejde med en opgave, sætter han sig på gulvet hos Mohammed. De øver den svære remse: »Å, det fille, det falle i min hovedskalle. Himlen falder ned. Det er forfærdeligt!«

Den er lige til at kløjes i. Dertil kommer Andepande, Gåsetåse, Gasebase, Hanefane og Rævskrævs. Let er det ikke. Mohammed har styr på rækkefølgen, han har bare brug for hjælp til remsen.

Sådan var det også med Marian, der ikke forstod, hvad den lille bitte kone gjorde, når hun gemte hovedet under sin lille bitte dyne og bagefter stak sit lille bitte hoved frem. Men en klassekammerat lagde sig straks på gulvet og viste hende, hvad den lille bitte kone gjorde, og så forstod hun.

Kommer tæt på eleven

Eleverne øver fortællestemmer, tæller på kugleramme, viser hinanden genstandene i fortællekassen, fortæller for hinanden, læser en bog, sidder i kø for at tale med en lærer eller farvelægger opgaveark. Indimellem bliver støjen for høj, og en lærer må lige klappe i hænderne for at få ørenlyd.

De har talt om forskellen på at læse op og fortælle. Om nøgleord, så man bedre kan huske historien.

»Det er supervigtigt at få den mundtlige fortælling med, og eleverne lærer at strukturere deres historie«, siger Evert Jensen.

»Som lærere kommer vi ret tæt på ungerne, når vi sidder alene med dem og hører deres fortælling. Vi finder ud af, hvad der er svært for den enkelte. Er det udtalen af nogle ord, at give fortælle­stemme til forskellige figurer eller at huske forløbet i historien? Nogle overrasker os jo også«.

Dorthe Berg fortæller, at hun stoppede tre drenges leg, fordi hun nu flere gange havde set dem lege røvere og soldater samme formiddag.

»Men de kunne deres fortælling rigtig godt alle tre og ventede kun på at få den indtalt i lydstudiet. Så var det jo okay at lege, når bare de ikke forstyrrer de andre«, siger hun.

Lærerne fortæller om elever, der får en succesoplevelse ved at være gode fortællere, mens de har det sværere, når de skal læse ­eller skrive. De understreger også det væsentlige i, at eleverne får lov til at øve, indtil de bliver rigtig gode. For det handler om at af­levere et kvalitetsprodukt.

»De er nærmest fem meter høje, når de kommer op fra lyd­studiet«, siger Dorthe Berg.

En anden lærerrolle

Alle eleverne er nervøse, når de står i lydstudiet. Stemmerne dirrer let, siger Roland Hachmann, der sidder ved optageudstyret. Han er musiker i sin fritid og kender til grejet. Lærerne havde talt om at give hver elev en cd, men det bliver for dyrt. I stedet får forældrene mulighed for at hente fortællingerne fra nettet, og elever uden netadgang får så en cd.

1.-klasserne øver sig i at fremlægge for andre, og selv om det kan være skræmmende for de mest generte, så hjælper det i første omgang, at det kun er Roland, der sidder ved optageudstyret.

»Den uformelle undervisning fungerer godt. Eleverne er faktisk ret gode til selv at administrere, og de oplever det som leg, mens de lærer. Vi behøver ikke en masse regler«, siger Roland Hachmann.

Hele teamet er enige om den uformelle arbejdsform, og de er vant til at komme i hinandens klasser.

»Det er en anden lærerrolle. Vi træder et skridt tilbage. For eksempel kan man synes, at eleven lægger sine tegninger helt forkert til historien, men vi siger ikke noget, og så viser det sig jo, at han kan fortællingen. Tegningerne lægger sådan, som han har brug for dem. Andre har meget få genstande eller tegninger, men de kan sagtens huske historien«, forklarer lærerne.

»Jeg er matematiklærer, så dette forløb er uvant for mig. Men det er sjovt at prøve, at se elevernes udvikling, og i mine fag - matematik og naturfag - skal de også kunne fortælle og fremlægge. Vi er et nyt team, og vi besluttede, at nu prøver vi dette. Så tager vi problemerne, som de opstår«, siger Louise Grosen Jørgensen.

Hør lydklip på folkeskolen.dk, hvor Freja fra 1.c og Katrine fra 1.a fortæller deres små historier.»Som lærere kommer vi ret tæt på ungerne, når vi sidder alene med dem og hører deres fortælling. Vi finder ud af, hvad der er svært for den enkelte«. Evert Jensen