Kan et newzealandsk barn ikke læse efter et års skolegang, får det en slags specialundervisning i op til 50 timer alene med en specialuddannet lærer.

Langt de fleste newzealandske børn begynder i skole på deres femårsfødselsdag, og et år senere læsetester deres lærer dem. Her gælder det om at finde de mellem ti og tyve procent af børnene, som har læseproblemer.

Ifølge newzealændernes mest brugte læseprogram for børn med vanskeligheder, 'Reading Recovery' (direkte oversat: læsebedring), er det i seksårsalderen, at disse børn har brug for noget ekstra - 'en chance mere'. Metoden er udviklet af Marie Clay, der er 'læseguru' nummer ét for Reading Recovery, som kunne kaldes forebyggende specialundervisning. Hun har udgivet flere bøger om emnet.

Reading Recovery-programmet begyndte i Auckland og spredte sig derefter til andre nordlige byer, men i 1983 besluttede Undervisningsministeriet, at metoden skulle indføres over hele landet. I dag benyttes den også i nogle amerikanske stater, i Australien, Canada, England og Wales.

Når børnene testes, får de udleveret en bog, de kender. De læser, og alt, hvad de siger, bliver optaget på bånd. Læreren følger læsningen ord for ord og markerer på et testpapir, om ordet er rigtigt eller ej. Sådan arbejder elev og lærer sig gennem teksten ord for ord, læreren krydser af og registrerer de ord, der er forkerte, på papiret. Både det rigtige ord, elevens forslag, og hvordan eleven kom frem til det noteres - det kan for eksempel være, at barnet siger lyden på det første bogstav i ordet og på den måde forsøger at finde eller gætte det rigtige ord. Alt noteres. Og hvis eleven retter sig selv, bliver det også noteret.

Derefter bliver barnet spurgt, om det synes, historien var let eller svær, og læreren undersøger, hvor meget eleven har forstået.

I testen bliver eleven også spurgt ud om tegnene. Kender de et komma, et punktum og et spørgsmålstegn? Ved de, hvad de forskellige tegn betyder? Og hvad ved de egentlig om bøger og deres opbygning? Endelig bliver børnene bedt om at skrive så mange ord, de kan, på ti minutter.

- Det gode ved denne test er, at den giver et godt billede af elevens læsning og eventuelle problemer. Bagefter ved vi præcist, hvor vi skal sætte ind, siger Shirley Martin, der er seniorlærer og Reading Recovery-lærer på Lincoln Height Primary School i den vestlige del af Auckland.

Skolen har i alt seks seniorlærere, og det er dem, lærerne går til, hvis de synes, et barn har større læseproblemer.

Hun fortæller, at de læsemetoder, man nu bruger i New Zealand, blev indført for 23 år siden. Før det læste eleverne ofte i kor og havde læsebøger med øvelser i.

Et barn, der efter testen viser sig at have behov for ekstra læseundervisning, vil herefter hver dag blive hentet fra klassen til en halv times undervisning hos en af skolens Reading Recovery-lærere. Resten af dagen går barnet i sin almindelige klasse.

Det er eneundervisning en halv time dagligt i op til tyve uger. Altså op til 50 timers undervisning i alt, hvor eleven har en lærer for sig selv, og hvor udgangspunktet er dér, hvor eleven står lige nu. Dét flytter mange læsemæssigt.

Hvis barnet efter tyve uger stadig har læseproblemer, henviser skolen til decideret specialundervisning eller psykologhjælp.

Omkring 90 til 95 procent af dem, der har været igennem Reading Recovery i 12 til 15 uger, vil være ovre deres læseproblemer. Resten vil have behov for specialundervisning, mener Blair Kofoed, der er souschef på Reading Recovery-centret i Auckland.

Det tager ét år at blive uddannet Reading Recovery-lærer. Kurset foregår på et specielt center og er rettet til almindelige folkeskolelærere med nogle års erfaring. Lærerne bliver ikke uddannet til decideret specialundervisning, understreges det, men udelukkende til at bruge det bestemte program - Reading Recovery.

På enkelte skoler i New Zealand mener man ikke, at Reading Recovery-testen får fat i alle de børn, der har læseproblemer. De mange børn, der har engelsk som deres andet sprog, kan have problemer. De er ikke klar til at blive testet som seksårige. Måske ser man først rigtigt deres læseproblemer, når de er syv år, og så er chancen forpasset, for Reading Recovery-programmet er kun for de seksårige.

Især blandt maori-børnene og børnene fra Stillehavsøerne er der flere, der ikke har deltaget i nogen former for for-skole eller børnehave. Når disse børn begynder i skolen som femårige, er det hele nyt for dem, og det tager tid at lære at finde ud af at gå i skole. Hvis de så samtidig skal lære et nyt sprog - nemlig engelsk - kan det være svært at bruge seksårs-læsetesten med udbytte på dem.

Dertil kommer, at hele programmet er meget dyrt for de enkelte skoler. Det koster ressourcer at have undervisning med én lærer til én elev, og ofte har skolen venteliste til undervisningen. Først når en elev har forbedret sit læsestandpunkt så meget, at vedkommende ikke længere har brug for noget ekstra, bliver der plads til den næste elev med læseproblemer.

Små skoler har måske kun én uddannet Reading Recovery-lærer, mens de største skoler har fem til seks.

Langt de fleste mener, at Reading Recovery er en god måde at hjælpe elever med læseproblemer på, men kritikerne peger på, at hvis man ikke er blevet 'opdaget' som svag læser som seksårig, så er løbet altså kørt. Så kan man fortsætte i klassen uden nogensinde at lære at læse.

Derfor vil nogle skoler fremover prøve at kombinere Reading Recovery med andre former for ekstra læseundervisning, men det er ikke noget, man taler alt for højt om.

Blair Kofoed mener ikke, at kritikerne har ret. Testen skal være for seksårige, og det er ikke noget problem, at børnene har engelsk som deres andet sprog, det viser erfaringerne, siger han.

- Testen kan slet ikke bruges til syvårige. De er helt anderledes end seksårige. Desuden vil syvårige jo have gået to år forgæves i skole, hvis det viser sig, at de endnu ikke har lært at læse. Hele ideen er at prøve at forhindre læseproblemer ved at fange børnene, inden de er kommet bagud, siger Blair Kofoed.

På spørgsmålet om, om der ikke er børn, der ikke kan læse, når de når secondary school som 11-13-årige, svarer Blair Kofoed, at man i New Zealand nok generelt er bedre til at undervise de små elever end de ældre. Når børnene kommer i secondary school, vil der også være en del, der kun venter på at kunne forlade skolen, siger han.

I lærerforeningen NZEI (New Zealand Educational Institute) siger kredsformanden for Auckland-kontoret, Pamela Hill, at det absolut ikke er godt, hvis en otteårig har læseproblemer.

- Nogle skoler har specialuddannede lærere, der tager sig af større børn med læseproblemer. De fleste børn med læsevanskeligheder vil også være fundet i seksårs-læsetesten og have fået hjælp via Reading Recovery-programmet, men der eksisterer da en dårlig midtergruppe af elever, der godt kunne bruge meget mere støtte, siger Pamela Hill.