Anmeldelse

Claras bog

En bog, som ikke må dømmes på sit omslag

Bogens ydre er halvkedeligt, men indeni spiller farverne. Som hos hovedpersonen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Buschauffører har været en mangelvare i dansk børnelitteratur siden 1980, hvor Bodil Bredsdorffs og Lilian Brøggers ”Lindas mor er buschauffør” udkom. Det bliver lavet om med ”Claras bog” af Inge Duelund Nielsen (tekst) og Gitte Gade (illustrationer). Her har buschaufføren Patricia en helt central rolle. Som den eneste ser hun pigen Clara og forstår hende. Det er Patricia, der skriver bogen, men det er Clara, der finder på. En dag får Patricia en lap papir, hvorpå der står: ”Til Patricia. Her! Nu rejser jeg. Du må gøre det færdigt. Clara”.

Fakta:

Titel: Claras bog

Forfatter: Inge Duelund Nielsen

Illustrator: Gitte Gade

Pris: 390

Sider: 72

Forlag: Jensen & Dalgaard

”Claras bog” er en meget smuk og særpræget billedbog. Hovedpersonen Clara er en stille pige, der bliver ignoreret af alle de andre, men hun er tryg ved Patricia og kører ofte med bussen til endestationen efter skolen og bliver så sat af på tilbagevejen. Clara er dyreelsker og interesseret i mange ting, for eksempel biller og katte. Men ellers prøver Clara at være så usynlig som muligt og løber ofte tidligt ud til frikvarter og gemmer sig i sit yndlingstræ i skolegården.

Patricia prøver at introducere Clara til Sasja, men Sasja kan ikke komme med Clara hjem for at bage, men så inviterer Patricia Clara hjem til en bagedag. Dagen efter byder de kagen rundt i bussen på vej til skole, men kun enkelte børn fra 0. tager et stykke, alle andre lader den gå videre. (Suk!)

Clara er meget sansende, synes, at alle mennesker burde spinde ligesom katte mindst 27 gange om dagen, og at stilhed er en nødvendig ting. Indimellem er det Patricia, der fortæller, og indimellem er det Clara. Hun søger ofte ensomheden, for eksempel oppe i træet, men hvordan skal man tolke slutningen: At Clara og træet Frode ender oppe i himlen. Dør hun og flyver til himmels? Eller er der noget andet på spil?

Der vil være en masse at tale om og kigge på, hvis man tager et klassesæt med under armen og bærer det ind i en 6.-9. klasse. Billedbogen vil også være velegnet til højtlæsning tidligere end 6. klasse.

Det er en usædvanlig bog om empati og fantasi skabt i et unikt samarbejde mellem forfatteren Inge Duelund Nielsen og illustratoren Gitte Gade, der også stod bag "Hulder til Balder” (2019).

En bog for børn, unge, voksne og gamle om at finde mod, sætte af og tage nødvendige spring, så der kommer luft under vingerne og i livet. Som der står skrevet i denne smukke billedbog: "Alting starter altid, lang tid før det begynder!"