Hvor det i forfatterens debutroman, "Ingen sommerfugle i marts", var drengene, der var i fokus, er det i "A-Town" pigerne. Vi møder Mille, hvis mor er syg af kræft og dør i romanens begyndelse. Ved moderens begravelse er der flere af de fremmødte, der hvisker sammen; hvad skal der dog blive af børnene nu?

Man forstår godt, at de spørger.

Mille, hendes søster og hendes lillebror er nu alene med deres far. De lever et liv med druk, omsorgssvigt, vold og misbrug. De øvrige voksne i deres umiddelbare nærhed lader ikke meget håb for fremtiden. En bøvet og klam onkel, en moster, der er håbløst forgabt i selvsamme onkel, og en mormor i Esbjerg, der ikke umiddelbart er synderligt pjattet med børn. Disse voksne forsvinder også ud af Milles liv umiddelbart efter moderens begravelse.

En dag, da alt er blevet for meget, tager Mille en tur i skoven. Her møder hun ganske uventet en ung mand, Bilal. Dette møde skal vise sig at få indvirken på Milles liv for en stund. Bilal er kriminel og på flugt fra politiet. Med søde ord og hede kys får han Mille til at hjælpe sig med at komme væk fra skoven og ud af Danmark.

Det hele bliver mere og mere håbløst for Mille og hendes søskende, og man sidder som læser og tænker, at det aldrig kan ende godt. Man forstår til fulde Milles drøm om at være en del af en helt almindelig familie, og det må gerne være en familie, der bor på landet. Men hvordan skal denne drøm gå i opfyldelse?

Hér skal ikke afsløres for mange detaljer, men sammen med Mille opdager vi, at hun ikke selv kan løse problemerne. Der må hjælp til udefra, og Mille er heldigvis – trods sine livsvilkår - i stand til at finde og få denne hjælp. Men den kommer først, efter at både Mille og læseren har siddet med hjertet oppe i halsen og været både bange og bekymret. Flere gange.

Med "A-Town" viser Helle Kaare Lindberg igen, at hun kan skildre et miljø og et persongalleri, som mange måske ikke rigtig kender. Hun skildrer en hverdag og et liv, som mange sikkert vil prise sig lykkelige over ikke selv at leve. Men det er vigtigt, at det skildres. Mange unge vil kunne genkende livet på Vestegnen, som Mille lever det, og måske kan nogle af disse få et skub til at søge hjælp efter at have læst bogen. Dette er nok inderst inde mit håb.

Man kan med fordel læse romanen med sine elever i udskolingen, eller de unge læsere kan læse den selv. Den er barsk og tankevækkende, men den er også spændende. Man læser og læser, for man vil vide, hvad der sker.