Det er ikke længere den velkendte og elskelige morfar, William møder på hospitalet, en verden af gamle, syge og ildelugtende (synes William) mennesker. Det bliver for meget for William, der hellere vil spille fodbold eller computerspil med kammeraterne. Samtidig føler han både skyld og skam og siger alt det forkerte og forbudte …

Morfar forandrer sig, får fugleansigt, synes William, og et par gange nyser han helt uhæmmet, så både William og Williams mor bliver oversprøjtet med rester fra leverpostejmaden. ”Så dø dog, morfar!” tænker William for sig selv og får med det samme dårlig samvittighed. Men hvorfor dør morfar ikke?

Men det gør han, og der er begravelse, hvor præsten holder en smuk tale, hvor han omtaler den afdødes store glæde ved de elskede børnebørn. William bliver flov over sine tanker, men kommer så i tanke om, at det heldigvis er noget, han mest har tænkt for sig selv.

Efterfølgende forfølges han i drømme af fuglelignende monstre, men langsomt klinger mareridtene af. Williams mor finder minder om morfar frem, blandt andet fotos, der viser Williams ”rigtige” morfar, og det giver William et andet fundament at leve videre på.

Illustrator Erik Petri følger mere end godt med på billedsiden. Specielt billederne af den døende morfar er stærke og måske lidt uhyggelige for børnelæsere/-lyttere at kigge på, men Petri følger blot de tanker, William har, og det er både flot og rigtigt.

Forfatteren Kåre Bluitgen har både en læreruddannelse og en journalistuddannelse bag sig og debuterede i 1986 med ungdomsromanen ”Ernesto”. Han har modtaget en lang række legater og priser, blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris (2000) og i 2016 Blixenprisen for årets indsats for ytringsfriheden. Han har altid noget vigtigt at fortælle i sine mange historier for børn og unge, og han er en mester i at formidle alt det svære, som børn – vi – møder i tilværelsen. ”Så dø dog, morfar!” er ingen undtagelse.

”Så dø dog, morfar!” er for børn fra syv til ti år og meget egnet til højtlæsning for klassen.