Det hele kørte ellers for Alfred. Han elskede at hænge ud med sine venner, spillede fodbold, kiggede lidt på piger, og ellers slappede han bare af og spillede Fifa sammen med kammeraten Oscar. Nu må han forsøge at holde fast i alt det, han kender, mens det smuldrer mellem hænderne på ham, og han taber sig selv og sit hoved, da han lige efter faderens død skal spille en vigtig fodboldkamp. Han er slet, slet ikke i balance, og han tackler totalt hæmningsløst en af sine modstandere i topkampen mod BIK. Titlen ”Din store idiot” er Alfreds ord til sig selv den forfærdelige dag, hvor alt går skævt for ham.

Alfreds nedtur fortsætter, og det er der egentlig ikke noget at sige til. De næste dage er nemlig fyldt med stærke følelsesmæssige belastninger, som han aldrig troede, han skulle møde: Han ser sin døde far på hospitalet, han og familien møder bedemanden, vælger kiste og tøj til faderens bisættelse, Alfred og familien møder præsten, og der er bisættelse med efterfølgende gravøl i haven, hvor familien bor.

I sådan en krise kommer man også let til at sige og tro de forkerte ting, de ubalancerede følelser dominerer. Vi møder hele familiegalleriet med mormor, der ikke er god til at agere i en sådan situation, den besindige morfar, der ved, hvad det handler om, den afdøde fars gode ven og kollega Christian er en klippe midt i sorgen, den gæve moster Gitte er god til det praktiske - og ikke at forglemme Alfreds bedste ven Oscar, der på sin ligefremme måde hjælper Alfred – og familien – til at komme lidt videre.

”'Hej', siger Oscar og glor på min mor. 'Hvordan har I det?' flyver det ud af munden på ham. 'Ja, det må du nok spørge om', siger min mor. Oscar kigger på hende. Længe. 'Jeg kan sgu godt forstå, at I har det ad helvede til', siger han så".

Ordentlig og direkte snak fra en 13-årig knægt!

Godt støttet af storesøster Carolina og Oscar har man på fornemmelsen, at Alfred langsomt vil komme tilbage på sporet. Og pludselig viser klassens smukkeste og mest uopnåelige pige, Rosa, interesse for Alfred, og hun har også en historie om en far at fortælle. Så småt begynder Alfred at tro på, at livet nok skal blive okay igen, selv om det aldrig – aldrig! – bliver det samme. Sorg forsvinder nemlig ikke.

"Sorg går ikke over. Den tar bare en annen form. En sorg ligner på havet. Til å begynne med er bølgene veldig krappe. Så kommer dønningene, men det blir aldri mer havblikk" (Iben Sandemose).

Jeg indrømmer gerne, at jeg fældede en lille tåre, da jeg læste ”Din store idiot”, for den er både rørende, varm og god at få forstand af. Der er utrolig mange små fine elementer flettet ind i romanen, der er delvis autofiktiv. Forfatteren, Carina Kamper, der er uddannet lærer, fysiologisk massør og manuskriptforfatter, er søster til den tidligere professionelle fodboldspiller Jonas Kamper (Brøndby IF, Randers FC, Arminia Bielefeld og Viborg FF), og hun har ikke sat mange fingre forkert under skrivningen af denne vellykkede og vedkommende roman. Godt gået!