"Ingen sommerfugle i marts" skildrer hovedpersonen Nicklas’ liv på godt og ondt. I begyndelsen tegner der sig et billede af en glad dreng i en lykkelig kernefamilie. Nicklas har en storebror. Verdens bedste storebror: Simon!

Da Simon en dag rives væk i en tragisk trafikulykke, ændres alt. For altid.

Nicklas’ forældre glider fra hinanden, og de glemmer Nicklas i deres egen hverdag. Faderen forsvinder på sofaen imellem cigaretskodder og tomme øldåser, alt imens moderen bliver kæreste med Nicklas’ tidligere lærer og forlader hjemmet. Et hjem, der mere og mere bliver en synkende skude. I skolen begynder Nicklas at hænge ud med “de seje drenge” i klassen. Han bliver involveret i en bande, der sælger hash, og alt synes for en stund håbløst.

Som læser begynder man at øjne håb for Nicklas, da han bliver kæreste med Camilla fra c-klassen. Alt ånder for en stund fred og idyl; de læser lektier, kysser i en uendelighed og er meget forelskede. En forkert bemærkning fra Camilla til Samir – den seje dreng i klassen - ændrer igen alt. Ikke kun for Nicklas, men også for Camilla. Nicklas bliver lagt for had af de tidligere venner, og han må bevæge sig i skyggen mellem de grå betonbygninger i boligområdet.

Et fyldigt referat skal ikke fylde disse spalter, men det kan afsløres, at da alt håb synes ude, møder Nicklas skolens pedel. Han er den rette voksne på det rette sted i det rette øjeblik.

Bogen er Helle Kaare Lindbergs debutroman, og hun har skrevet en rigtig “pageturner”. Som læser greb jeg mig selv i – flere gange – at sidde langt ude på stolen. Jeg håbede det bedste for Nicklas, og da jeg lukkede bogen, sad jeg med følelsen af, at der er håb for ham og hans fremtid.

Forfatteren skildrer de unge på vestegnen med sikker hånd, og hendes beskrivelser af såvel boligblokkene som “det fine kvarter”, kebabbiksen og skolens gange gør, at man kan se hele miljøet tydeligt for sig.

De unge, der er bogens egentlige målgruppe, kan godt glæde sig.

Bogen er spændende, og man læser den hurtigt. For man vil vide, hvad der sker i næste kapitel. Gør han det virkelig? Er Samir så nådesløs, som man lige nu sidder og tænker? Er der da slet ikke lys forude?

I min generation læste vi alle sammen “Martin og Victoria” - den passede til vores tid og den verden, vi levede i. Med “Ingen sommerfugle i marts” skildrer Helle Kaare Lindberg en hverdag, der er virkelighed for mange unge mennesker. Ikke kun på Københavns Vestegn, men mange steder i landet.

Bogen fortjener at blive læst. Både for fornøjelsens skyld, på sengen hjemme i teenageværelset, og så sandelig også som fælles værk i udskolingen. Den fortjener at finde vej ind i skolernes samling af klassesæt og i de store udlånssamlinger, så de kommende udskolingsårgange kan læse den og nyde den – forfatteren har udviklet et undervisningsmateriale til bogen, man som lærer kan drage nytte af.

Jeg glæder mig til at læse flere romaner af Helle Kaare Lindberg. Hvis stilen fra debuten fortsætter, er der noget at se frem til.