30 norske børne- og ungdomsforfattere blev sat til at skrive hver en lille tekst om, hvad det egentlig er, der sker, når de skriver. Og måske lidt om hvorfor. Til det sidste har Marit Kaldhol en kommentar: Efter at hun eksemplarisk har tegnet det ene erindringsbillede efter det andet - fem ord, så er man det sted, hvor hun leder os hen - et sted med skvalderkål efter en regnbyge, for eksempel.

Fem ord, som en linje i de digte, hun skriver for børn og unge. De unge, som hun tror findes, dem med finindstillede høreorganer, og som leder efter noget, som er tydeligere end den kakafoni, de til stadighed bliver hjemsøgt af. "Hav tillid til ordet. Tro på, at ordet kan skabe noget", er hendes opfordring.

Rune Belsvik spørger: Hvor blev jeg af? Provinsdrengen, der aldrig kunne finde sig selv i de stereotype billeder, der blev tilbudt som dannelsesmodeller i det norske vestland, skildres selvbiografisk på en måde, som mange af os, der er opvokset et stykke ude ad markvejene, kan genkende. Om det så var den store kærlighed som i "Love Story", syntes den umulig at opnå, når man talte den forkerte dialekt. Den erindring er drivkraften for hans forfatterskab.

Ellers fortæller Jon Ewo om, hvordan han som modtager af penge fra det offentlige i form af stipendier og biblioteksafgifter opfatter sig selv som offentligt ansat, Helga Gunerius Eriksen opstiller seks (mindst!) tolkningsprincipper for en af sine og illustratoren Anne Knutsdatter Willes billedbøger.

En poetik er ikke en samling tips. Det er et forsøg på at forklare, hvordan man skriver for børn, ud fra de elementer i vores egen forestilling vi deler med børnene, som C.S. Lewis citeres for.