Anmeldelse
Det er enhvers ansvar
Det er enhvers ansvar / Kom til orde / Gak til myren / Gang på jord
Eleverne skal lære at indgå i fællesskaber både i og uden for skolen. En ny serie om medborgerskab i skolen giver opskriften - på lederniveau og i den daglige undervisning
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Alle har et ansvar for, at eleverne udvikler sig til gode medborgere. I et nyt materiale om medborgerskab kan både lærere og ledelse hente inspiration til, hvordan man kan arbejde med at udvikle elevernes demokratiske kompetencer. For læreren er der mange gode ideer og redskaber at hente i materialet - lige til at bruge i den daglige undervisning. Men det er især forfatternes overvejelser over, hvordan medborgerskab kan tænkes ind i skolens værdigrundlag, der flytter noget.
Fakta:
Titel: Det er enhvers ansvar
Forfatter: Mattias Andersson, Anette Faye Jacobsen, Christiane Mossin
Pris: 189 kroner
Sider: 156 sider
Serie: Medborgerskab i skolen
Type: Bog
Forlag: Alinea
Titel: Kom til orde
Forfatter: Hanne Brixtofte Petersen
Pris: 59 kroner
Sider: 28 sider
Serie: Medborgerskab i skolen
Type: Bog
Forlag: Alinea
Titel: Gak til myren
Forfatter: Birgitte Bækgaard
Pris: 59 kroner
Sider: 32 sider
Serie: Medborgerskab i skolen
Type: Bog
Forlag: Alinea
Titel: Gang på jord
Forfatter: Birgitte Bækgaard
Pris: 59 kroner
Sider: 32 sider
Serie: Medborgerskab i skolen
Type: Bog
Forlag: Alinea
I materialet kan ledelsen hente inspiration til at skabe et godt skolemiljø ved at fokusere på medborgerskab. Hvis medborgerskab tænkes ind i skolens systemer og dagligdag, kan man kombinere arbejdet med at udvikle skolemiljøet både socialt og fagligt. Man kan på én og samme tid arbejde med for eksempel omgangstonen blandt eleverne og med faglige emner. Undervisning i medborgerskab handler nemlig både om at udvikle viden om demokrati og om at udvikle demokratiske færdigheder: Det kan for eksempel handle om at udvikle fælles klasseregler eller om at træne eleverne i at debattere og i at kunne give plads til forskellige holdninger.
"Det er enhvers ansvar" er en grundbog, der leverer en flot og gennemtænkt plan for at arbejde med medborgerskab i skolen. Som lærer kan jeg dog have min tvivl om, hvorvidt ledere på landets folkeskoler evner og har tid til at gennemføre en ny skolestruktur baseret på medborgerskab. Indtil da kan man som lærer hente inspiration til undervisning i medborgerskab i en række elevbøger, som er udgivet sammen med grundbogen.
Elevhæftet "Kom til orde" er til dansk på mellemtrinnet. Hæftet indeholder en hel palet af praktiske øvelser til arbejdet med mundtlig kommunikation. De praktiske øvelser er sjove og relevante for eleverne i 5. og 6. klasse, som gennem kropslige erfaringer og rollespil kan lære noget om sprog og argumentation. Eleverne skal selv få øje på, hvad stemme og kropssprog betyder, når de udtrykker sig. Med materialet i hånden får læreren mulighed for at arbejde med at udvikle elevernes demokratiske kompetencer.
Elevhæfterne til kristendom, "Gak til myren" og "Gang på jord", har også fokus på opdragelsen til demokrati. Eleverne skal blive gode til at lytte til hinanden og acceptere hinanden trods uenighed. Hæfterne arbejder med menneskets forhold til fællesskaber. Især "Gang på jord", til de ældste elever, er interessant. Dette elevhæfte giver nemlig mulighed for at arbejde med religiøse fællesskaber på linje med politiske fællesskaber. Det åbner for en spændende diskussion om forhandling af regler og værdier i alle former for fællesskaber. Og dermed for et ikke religiøst blik på religion. Så det er bare med at komme i gang. Demokrati i skolen er spændende.