Dødogdruktur og mødet med en engel med et klart budskab om kærlighed er de hårdtslående temaer i Ronnie Andersens dirrende ungdomsroman, som man bare huglæser, fordi den har noget at byde på. Den er både dagsaktuel og langtidsholdbar og derfor en ungdomsroman, som i den grad vil være egnet for eleverne i folkeskolen.

Alene romanens sproglige snit gør den til et scoop - dødogdruktur og andre sms-lignende finurlige sprogtræk gør den velkvalificeret til brug i folkeskolen. Læreren får mulighed for at sætte fokus på sproget, og eleverne kan karakterisere, hvad sproget gør ved tekstens indhold og komposition.

Romanen er bygget op som "scener" med regibemærkninger som i en film, fordi hovedpersonen ser verden og sit eget liv som en film - måske også en film, der bare spilles foran ham, uden at han selv er i stand til at gribe ind i filmens handling.

Handlingen er ganske klar. Tre drenge lever det hårde liv i København med død, druk og hårde stoffer. Hovedpersonen møder Miriam og tror, hun er en engel - ikke en engel med vinger, som han pointerer, men en engel, som han forelsker sig i. Hun skal redde ham fra det hårde liv, og hun gør sit bedste, også med hensyn til de meget alvorlige problemer, som hovedpersonen roder sig ud i - romanen ender vel, som den skal, med endnu en filmmetafor.

Tilbage er at lade billedet stå et øjeblik. Anbefale romanen og ønske forfatteren tillykke med en vellykket debutroman, som kan læses i folkeskolens ældste klasser.