Simmer er en bondedreng, der bliver gjort til præst. Sådan en skal de nu have i den lille Tryggelev landsby på Langeland, når de nu er blevet kristne. Simmer er heller ikke alt for praktisk anlagt, så det passer fint at sende ham til oplæring på bispegården i Odense, hvor han bliver vidne til historien på tæt hold. Tiden er urolig, kongesønner strides, og da Knud, senere den Hellige, får magten, bliver han af bønderne kaldt Knud den Onde.

Bogen handler om Simmer, eller også er det om Knud, eller også handler den om brydningerne mellem asatro og kristendom, eller også handler den om magtforholdene i Europa. Og så er det antydet, at den vil for meget. Simmer fremstår kun i glimt som person af kød og blod, mest da han tvivler på livet og Guds mening med det. Simmer bruges i stedet til at fortælle historiens gang, den, han selv står midt i og er en del af. Historien kommer bare ikke til at stå lysende klar for læserne. Slet ikke for børn og unge. Der er for mange sidehistorier, uden at nogen af dem egentlig forløses - med afstikkere til mange andre steder, sågar til datidens pavestridigheder.

Forfatteren har valgt en mærkelig sproglig tilgang i forhold til målgruppen. Mange mærkelige ord, der aldrig forklares, blandt andet historiske som for eksempel skipæn og einherjer, manikæisk og så videre. Der kan selvfølgelig være god grund til at anvende dem, men hvorfor det sker uden ordforklaring, forstår jeg ikke. Når det er sagt, skal også siges, at der indimellem er et dejligt billedsprog, som når bønderne hujer, "så den blege morgenmåne skjulte sit ansigt i skyerne".