Forfatteren er svejtsisk psykoterapeut. Han beskriver i bogen, at depression i voksenlivet udspringer af de familiære rammer i barndommen. De depressive handlings- og tankemønstre og følelsesmæssige mønstre bliver grundlagt i barndommen og fungerer stadig i den senere depression. Som børn er de nemme og veltilpassede, men de er allerede da overbebyrdede af at leve op til den adfærd, der forventes af dem.

Forfatteren beskriver en depressiv personlighedsstruktur, hvor han skelner mellem latent og manifest depression, hvor den manifeste depression sætter ind, fordi personen ikke har flere kræfter tilbage. Han mener, at behandling af depression blandt andet skal indebære en accept af sig selv, og at man bryder det dårlige mønster med at overbebyrde sig selv.

Der er en god beskrivelse af "betjenende, opofrende mødre", som gør indøvningen af det uheldige mønster forståelig.

Jeg finder det positivt med en indgangsvinkel, der rækker tilbage i barndommen, især fordi det nu blandt behandlere er moderne at reducere depression til et spørgsmål om kognitiv terapi og medicin. Men jeg finder ikke belæg for, at det gælder for alle, der har en depression, at de har et sådant mønster, hverken i bogen eller i min erfaring.

Trods det positive perspektiv er bogen kedelig at læse og svær at komme igennem. Bogen er fyldt med sproglige guirlander og gentagelser stillet op i punkter med uklare begreber og på en sådan måde, at det er vanskeligt at afgøre, om der beskrives noget nyt.

Om forfatteren kan man sige: Han mente det jo godt!