Anmeldelse

Vild med dansk 7

Materiale for 7. klasse er udgivet som det første i nyt dansksystem fra Gyldendal

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At gennemarbejde det første materiale i Gyldendals nye system for overbygningen har været  en lærerig og tidskrævende rejse fuld af oplevelser. Det omfatter både bøger, website og dvd.

Fakta:

Titel: Vild med dansk 7

Forfatter: Lise Ammitzbøll, Dorte Olsen, Henrik Poulsen

Type: Bog med dvd

Forlag: Gyldendal

Og selv om forfatterne ikke for alvor integrerer informations- og kommunikationsteknologi i systemet, men stadig agerer som digitale immigranter, er det dog et stort skridt på vejen, at eleverne i vid udstrækning skal arbejde med film på en dvd og på nettet for at arbejde med kunstbilleder, lyd og procesorienteret skrivning.

Forfatternes tekster til eleverne er skrevet godt og er lettilgængelige for de fleste elever. Tekst- og billedvalget er alsidigt, passer til elevernes forudsætninger og tilgodeser krav i Fælles Mål. Et område, som ofte forbigås i tavshed i andre danskmaterialer, nemlig sagprosaen, er også godt repræsenteret med afsnit om forskellige former for skriftlige meddelelser som breve, sms, chat og avisgenrer. Seks stjerner for systemets systematiske arbejde med denne side af faget. Kortfilm på dvd'en og lydhistorier og billeder på nettet integrerer også to forsømte områder på en måde, der vil engagere eleverne.

Der er både i lærervejledningen og i elevens bog gjort meget ud af at få eleverne til selv at reflektere over deres læring, sætte sig mål og evaluere, blandt andet ved at arbejde med logbog og portfolio. Opgaverne er varierede og systematiske og træner faglige færdigheder og begreber, samtidig med at der arbejdes med spændende emner som for eksempel "Gys og gru". I afsnittet om ældre tekster kombineres gennemgang af kanoniserede forfattere og deres tekster med overblik over samfundsudviklingen og litteraturhistoriske strømninger i 1800-tallet. En kompetent måde at arbejde med ældre tekster på.

Der er således imponerende kvaliteter i materialet. Men det kan ikke det hele. Det systematiske arbejde med mundtlighed har det ikke så godt, nogle af begrebsdefinitionerne, blandt andet i faktaboksene, er uklare, tekstudvalgene er undertiden for korte i forhold til opgavernes mængde, og der kunne undertiden godt have været tekster af højere digterisk kvalitet. Forfatterne har desuden meget fornuftigt fravalgt elementær træning i stavning og grammatik.

I indledningen til lærervejledningen markeres forfatternes syn på faget på forbilledlig vis med overvejelser om danskfaget som et dannelses-, kommunikations- og færdighedsfag i et smukt og nuanceret fagsprog. Forfatterne kan deres danskfaglige og pædagogiske teori. Men hvordan kan det forenes med det konstruktivistiske læringssyn i indledningen, hvor Klafki og Ziehe tages i ed, at man laver et system, som er så omfattende og detaljeret i sin struktur, at det anvendt i sin fulde udstrækning vil være stærkt styrende for danskundervisningen?

Det til trods vil jeg varmt anbefale, at dette tidssvarende, fagligt velfunderede, systematiske og igangsættende materiale anvendes i perioder af skoleåret i overbygningen. Eleverne kommer næppe til at kede sig.