Anmeldelse
Billedromaner i brug
Billedromaner i brug
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dette hæfte er en introduktion til en serie af billedromaner udgivet af Dansklærerforeningen. I en række artikler gennemgås denne genre ud fra forskellige synsvinkler. "Og det er et erklæret mål for udgivelsen af billedromanerne, at de skal tiltrække drengelæsere", skriver Jens Raahauge i sin artikel. Genren skal især tiltrække drenge, som kommer fra hjem uden reol.
Fakta:
Titel: Billedromaner i brug
Pris: 175 kroner
Sider: 64 sider
Type: Bog
Forlag: Dansklærerforeningen
Flere forfattere skriver om erfaringer og undersøgelser, der viser, at drenge foretrækker bøger med billeder, mens piger i højere grad foretrækker skriftsproget. Billedromaner kan derfor sætte drenge i gang med at læse "med en dynamik, der er affødt af samspillet mellem verbal- og billedsprog".
I artiklerne nærmer forfatterne sig også en karakteristik af billedromanen. Den består af en kort, skreven historie og en parallel billedhistorie, der har sit eget liv. De to historier udgør en syntese af skønlitteratur og billedkunst og sætter hinanden i perspektiv. Genren er et forsøg på at forene kvalitet i tekst og billeder, børnenes behov for action og behandling af væsentlige temaer som voksnes konflikter, venskaber og respekt og fjerne og uvirkelige voksne i børnenes liv. Artikelsamlingen byder også på analyser af udvalgte billedromaner og forslag til, hvordan de kan bruges i danskundervisningen.
Det er i disse korte artikler lykkedes at give et godt signalement af denne nye genre og at inspirere til brug af den i danskundervisningen.