Barndommens fortællinger - hvem husker ikke de gamle historier, der kører i ens egen familie, til morskab for familien selv, til anstrengte smil hos udenforstående. Det er fortællingerne, der er med til at holde sammen på os som familie, uanset hvor gode de er. Sådan er det også for vores hovedperson Aske i Bent Rasmussens nye ungdomsbog "Klabauter". Vi får en halv titel. Romanen handler nemlig om klabautermanden - denne skibsnisse, som varsler ulykke ifølge gammel sømandsovertro, så man behøver ikke danne sig andre forestillingsbilleder end dem, man sikkert allerede har fra sin egen barndom.

Det interessante ved "Klabauter" i forhold til titlen er, at forfatteren dels bygger en ganske glimrede fortælling op omkring opgøret med barndommens fortællinger, dels bruger klabautermanden som figur til at skabe en ungdomsroman, hvor Aske i hel traditionel forstand går fra at være barn til at blive mindre barn.

Aske er på ferie hos sin farmor Marie Florisander ude ved havet. Hun er fortællingens mester, og hun har med garanti gennem Askes barndom leveret adskillige historier, som han med lige så stor garanti har troet på. Nu sker der så bare det, at farmorens fortællinger bliver levende for Aske.

Når man læser, vugges man ind i en tilstand af lethed og flyder næsten sammen med romanen. Den har et fabulerende og billedrigt sprog, så det måske i virkeligheden er sproget, der skaber fortællingen. En ting er i hvert fald sikker, man glemmer tid og sted.