Det er brødrene Grimm, der opsnappede og nedskrev fortællingen om Rødhætte. Men det var jo på tysk. Så den "Rødhætte", vi kender, er en oversat en af slagsen.

I den her foreliggende udgave har man valgt at benytte Carl Ewalds oversættelse. Og det er på en vis måde ærgerligt, når nu man vil præsentere nye generationer for eventyret. For Carl Ewalds oversættelse er præget af hans tid, lidt vel rigeligt med småord, lidt udglatning af sætningernes karakter ved sammenkædninger med "og" og lidt for pæne tillægsord. Alt sammen for at give et mundtlighedspræg og en barnekammertone. Men i dag giver det en sær tone af pædagogisk skråt ned-henvendelse, som både H.C. Andersen og vores moderne børnelitteratur er befriet for.

Det er op imod denne tone, Pia Thaulov byder sine billeder til, gennem både den umiddelbare sødhed i familiens tre kvinder, den virile handlekraft hos jægeren og den tænderglinsende grumhed hos ulven.

Hun spænder over hele følelsesregistret, som får fylde, når omgivelserne ses i skæv optik, i fræk beskæring og vinkling og i sikker besjæling.

Det eneste, der generer mig i Pia Thaulovs billeder, er, at hun har valgt en underlig havenisse-hætte til den lille Rødhætte. Men det opvejes til fulde af den billedkraft, hun lægger for dagen, en billedkraft, som havde fortjent en nutidig oversættelse af fortællingen.

Bogen har mest appel til indskoling og starten af mellemtrinnet, men en tyskunderviser kunne med udbytte tage oversættelsesproblematikken op, for her ville billederne bidrage til at finde en nutidig, tilhørerværdig tone.