Anmeldelse

Golak

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Josefine Ottesen har skrevet endnu et brag af en roman. Den hedder "Golak" og er første bind i en trilogi - "Det døde land".

Fakta:

Titel: Golak

Forfatter: Josefine Ottesen

Pris: 199 kroner

Sider: 324 sider

Serie: Det døde land

Type: Bog

Forlag: Høst og Søn

Hovedpersonen i romanen er Jonah, som helt i overensstemmelse med genren fantasy skiller sig ud på en særlig måde. Han vokser op i et meget mandsdomineret samfund, hvor de traditionelle værdier er de fremherskende.

Golakkerne bor i det døde land omkring den landsby, hvor Jonah og hans familie bor. Golakkerne er ifølge ældsterådet i landsbyen dyr, der af og til angriber landsbyen for at skaffe mad. Under et af disse angreb opdager Jonah, at golakkerne faktisk har et sprog. Denne opdagelse gør, at han kommer i opposition til ældsterådet, og han må betale en menneskeligt høj pris for sin påstand om, at de kan tale.

Romanen er lanceret som en trilogi, og det meste af første bind går med at bygge Jonah op som hovedperson, sideløbende med at strukturen i romanen ligner den klassiske udviklingsroman. Først barndommen, derefter ungdommen og endelig den modne, erfarne og voksne Jonah, der kan udkæmpe den kamp mod galakkerne, som nærmest er uundgåelig. Netop dette forhold, at Josefine har valgt at skrive en trilogi, gør den mindre egnet som hovedværkslæsning i skolen, da værklæsning helst skal ses som et hele. Den massive skildring af barndommen og hovedpersonens indre liv giver sandsynligvis mening, når alle tre bøger er udkommet, men ikke som enkeltværk i danskundervisningen i folkeskolen.

Lærerens lod i undervisningen er at vælge, og det er ikke muligt at læse alle tre romaner i undervisningen, når de engang er udkommet, og det ville være ærgerligt at være nødt til at splitte en trilogi op og kun arbejde med den ene i undervisningen. Derfor skal Josefine Ottesens meget helstøbte første del virkelig anbefales som frilæsning for eleverne allerede fra mellemtrinnet, hvor hun jo allerede med rette er en anbefalelsesværdig forfatter.