Huset hedder Pemba, ligesom skibet, der i 1934 bragte 13 passagerer fra den østafrikanske ø af samme navn til havets bund. Kun dele af vraggods blev reddet og sat på den tiltænkte plads i huset, der ellers først stod klar til dets nye indvånere, senere stod tomt i mange, mange år. Indtil to lærere tager deres talentfulde, men ellers voldsomt teenageordinære klasse med på lejrskole dertil.

Lidt uhygge er der jo altid ved sådan nogle bygninger fra en anden tid, men den spooky fornemmelse vokser til gru, efterhånden som det går op for den fokaliserede lærer, at sammensætningen af elever og lærere både i køn og antal svarer nøje til den gruppe, der aldrig nåede deres bestemmelsessted.

Romanen er en remake af forfatterens "7.a" fra 1992, men med ny dramaturgi. Den fungerer fint. Personerne er ikke overraskende klicheer, men de svarer hver især fint til de typer, de i weekendens løb opdager, at de er en slags klon af.

Og set her fra reservatet er det tankevækkende, at læreren fandt det bizarre hus i noget, der til forveksling ligner Folkeskolens bazarannoncer. Det giver endnu en grund til at nærlæse disse brogede tilbud.