Gud var ikke specielt kreativ, da han i sin tid skabte Sydpolen. Det bliver de tre pingvinger enige om, da samtalen en dag drejer ind på skabelsen og Vorherres eksistens. Foran dem er der kun sne og is og is og sne og sne og is. Nå ja, og så lidt regn, der stille og roligt tager til. Jorden er nemlig ved at gå under, hvilket de finder ud af, da en lille irriterende due med skøn accent lander foran dem med billetter til Noas Ark. Der er bare et enkelt problem for de tre venner. Duen har kun medbragt to billetter. Gud har nemlig bestemt, at alle dyrearter kun må komme med parvis. Resten skal drukne.

Den klokkeklare konflikt rummer masser af intriger, store spørgsmål og forløsning. Vi er med de tre pingviner hele vejen fra de første ildevarslende regndryp, til syndfloden oversvømmer alt. Guds brutalitet bliver omdrejningspunktet for fortællingen, hvor troen bliver udfordret til det yderste, så både ateister og det modsatte vil fryde sig. De fire fabelagtige kvinder på scenen er lige til at knuselske, og deres humoristiske timing er uden sammenligning noget af det bedste, jeg har oplevet på et dansk teater.

Alex Byrne har skabt et eventyrligt univers, hvor særlig lyd- og lyssiden skaber en stemningsmættet fortælling med få, men effektive virkemidler. Scenografien udgøres af en hvid sofa på hjul med en indbygget ark og en stor, sort tavle med kridt, hvilket er rigeligt til at levendegøre jordens undergang, så vi tror på det. Æstetikken er i højsædet. Det er en forestilling, der stimulerer alle sanser og taler til både hjertet og hjernen. Og det uanset om du er syv eller syvogtredive år gammel. At det så samtidig er både underfundigt og sjovt, er blot et klart bevis på, at vi her har med klassikermateriale at gøre. En større anbefaling kan næppe gives.