En fagdidaktik til drama lige nu er på en måde paradoksalt. For selv om målene til dramaundervisningen gennem de seneste år er blevet styrket, er det mit indtryk, at virkeligheden i skolen er en anden. Den stærke fokusering på målstyring, nationale test og håndfaste resultater har presset de æstetisk betonede læreprocesser ud i periferien. Det gælder også dramaundervisningen, som af nogle opfattes som fis og ballade.

Men "Fagdidaktik i teater og drama" viser, at dramaundervisning er alt andet end fis og ballade. Forfatterne peger overbevisende på de reelle dannelses- og læringsmuligheder, der ligger i dramaundervisningen, og på udviklingen af nye måder at arbejde med drama på i skolen.

Dramaundervisning i dag er meget mere end den årlige opsætning af skolekomedien. Konkret udpeger forfatterne fire områder: De strækker sig fra det systematiske arbejde med kreative, åbnende processer i improvisation over procesdrama og det problemorienterede forumteater frem til en helt ny gren i dramaundervisning, nemlig devising, hvor man i klassen arbejder med at omforme for eksempel et billede til et drama.

Bogen dækker dramaundervisning hele vejen fra det kortere forløb i den almindelige danskundervisning over valgfaget i folkeskolen og til gymnasiets B-valgfag. På alle områderne er der solide faglige og pædagogiske begrundelser for de skitserede arbejdsformer, og de fagdidaktiske betragtninger forbindes inspirerende med eksempler på undervisningsforløb eller øvelser. Man behøver ikke at købe hele pakken hver gang, men kan sagtens lade sig inspirere af de enkelte øvelser.

Men det undrer mig, at forfatterne har valgt at omtale underviseren som facilitator. Påstanden er, at facilitatoren kan og skal styre processer uden at være et forbillede eller være suveræn. Det lyder, som om enhver kan varetage den opgave uanset faglig baggrund.

Det er bogen i sig selv et klart argument imod: Både de teoretiske og de mere praktiske dele demonstrerer, at det kræver stærke faglige forudsætninger at igangsætte og styre de dramapædagogiske øvelser. Læreren skal have blik for, hvilke tekster der egner sig til at omformes til drama, man skal have greb om kroppens og stemmens udtryksmidler, kunne understøtte opbygningen af et godt plot og så videre.

Læreren skal være forbillede og suveræn. For når man arbejder med elevers improvisationer, roller med videre, er vi i et laboratorium, hvor elevernes krop og sjæl er på spil. Det bør ikke overlades til en tilfældig facilitator. Derfor er bogen anbefalet til lærere, der har en dramafaglig ballast, og som gerne vil være stærkere fagdidaktisk. En ikkefaguddannet facilitator, der gerne vil tage hul på dramaarbejdet, må se at få forudsætningerne for det først.