Debat
Dansk på dagsordenen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vi har med stor interesse læst om ministerens fokus i den kommende folkeskolereform.
I Dansklærerforeningen er vi meget positive over, at »vores fag« er centralt placeret, og over at reformen skal blive til i et bredt samarbejde med inddragelse af praksis. Matematiklærerforeningen og Dansklærerforeningen er ikke nævnt i listen over aktører i partnerskabet, og det håber vi er en fejl. Vi vil gerne tilbyde danskfaglig medvirken.
Det er helt sikkert, at gode danskfaglige færdigheder er et tvingende nødvendigt udgangspunkt for tilegnelse af viden og aktiv samfundsdeltagelse. Vi er positive over for en forenkling af målene, men forventer, at den udmelding bliver nuanceret. Dansk er et stort fag med mange opgaver og muligheder, og det må sikres, at det fortsat bliver et bredt og favnende fag med plads til de basale færdigheder (læse, skrive, lytte og tale) i et samspil med sprog, litteratur, medier, musiske aktiviteter og eksperimenter. I modsætning til andre reaktioner mener vi, at dansk kan prioriteres i et samspil med andre fag. Ja, vi mener, at dansk skal prioriteres i samspil med andre fag, sådan som det sker i inspirationslandet Canada. Det sker allerede rundt om på skolerne med samarbejde om faglig læsning og praktiske projekter, som danner en væsentlig del af tankerne om en ny nordisk skole. Det er både fagligt, flerfagligt og kreativt.
Opgaven i den kommende tid bliver især at sikre det åbne og nuancerede danskfag, der ikke æder andre fag, men skaber kvalitet i synergi med dem.