Bogen her henvender sig primært til lærere og studerende som en hjælp til planlægning af læring i dansk. Den giver med udgangspunkt i målpar fra Forenklede Fælles Mål vejledning i formulering af mål og brug af taksonomier og feedback. Den er grundig og velunderbygget i sine forslag til, hvordan man skal planlægge danskundervisning, og består af to hoveddele: en generel introduktion og forslag til undervisningsforløb og koncentrerer sig om det område i Forenklede Fælles Mål, der handler om fremstilling.

Bogens indledende afsnit indeholder mange væsentlige og værdifulde overvejelser om færdigheder og viden i dansk. Hovedvægten lægges på at lære eleverne at kommunikere effektivt. Nøglebegreber i elevernes og lærernes bevidsthed skal være mål, hensigt, målgruppe og respons.

Det er et stort fremskridt, at der i Forenklede Fælles Mål og i denne bog lægges vægt på kvalificeret respons undervejs i læringsforløbene - både lærernes respons til eleverne og elevernes selektive respons til hinanden.

Lærere og elever skal ifølge forfatteren tage udgangspunkt i et eller to målpar i Forenklede Fælles Mål og realisere dem ved formulering af egne mål. Undervisningsdifferentiering og progression i læringen tilgodeses ved brug af modeller, der er inspireret af Blooms taksonomi og taksonomimodellen Solo.

Der er to spor i den skriftlige fremstilling: Eleverne skal trin for trin lære at producere tekster ud fra den model, som Forenklede Fælles Mål anviser, med planlægning, forberedelse, fremstilling, respons, korrektur, præsentation og evaluering. Men sideløbende med fremstillingen er der et metaspor. Eleverne skal reflektere over, hvad de gør og hvorfor, og i det hele taget reflektere over egen læring.

Anden del af bogen omfatter konkrete forslag til forløb på 1.-9. klassetrin. Der er eksempler på læringsforløb om fortællende tekster, skrift og billede, beretning og beskrivelse, anmeldelser og instruktion. Forfatteren taler om genretræk. Australsk genrepædagogik indgår som inspiration, men følges ikke slavisk.

Denne bog afspejler målstyring og top-down-styring, når den er værst. Når man slavisk tager udgangspunkt i et eller to par færdigheds- og vidensmål i Forenklede Fælles Mål, bliver faget splittet op i smådele. Der er ikke lagt vægt på, at den skriftlige fremstilling kan indgå i en større helhed, og at man for eksempel kan tage udgangspunkt i fælles, sanselige oplevelser eller i læsning af spændende skønlitteratur. Eleverne føres mekanisk igennem en rationel model, som ikke levner megen plads til fantasi, intuitive indfald og elevernes medbestemmelse.

Elevernes erfaringer, problemer og identitetsdannelse er uinteressant, og skønlitterære genrer er stort set elimineret. Der er ikke et eneste eksempel på, hvordan skønlitterær fremstilling kan gribes an på poesiens og digtekunstens præmisser. Her er tale om rationel detailstyring uden levende børn, uden beskrivelser af konkrete læringsforløb og uden eksempler på valg af indhold. Tydeligvis gælder det om at nå mål, der forud er fastsat, uden plads til opdagelsesrejser i læringens skov.

Brugen af detaljerede mål er så voldsom og overdreven, at det vil hæmme elevernes læring. Både lærere og elever vil bruge så megen energi på målformulering på alle trin af skriveprocessen ved anvendelse af bogens metode, at den spontane begejstring og oplevelse af selvforglemmende inspiration i skriveprocessen forsvinder.

Brugen af taksonomiske trin er også kritisabel. De laveste trin i taksonomierne beskriver ofte elementær færdighedslæring. De svageste elever skal først tilegne sig disse elementære færdigheder på første trin, før de kan gå videre til det næste. Men bogligt svage elever kan netop hente energi ved kreativitet, problemløsning, æstetiske oplevelser og brug af krop og stemme for eksempel i drama, som hører til de øverste trin. Det bliver dræbende for de svageste elever, at de for det meste skal løse simple færdighedsopgaver i undervisningsdifferentieringens navn på laveste trin og sjældent når op på taksonomitrappens højeste trin.

Jeg læste for nogle år tilbage bogen ”At fortælle historier” af journalisten Eva Tverskov. I den skrev forskellige forfattere om deres arbejdsfacon, og det var karakteristisk, at deres skriveproces var vidt forskellig. Nogle planlagde alt på forhånd. Andre skrev bare løs. Elever har også forskellig lærings- og skrivestil. Sådanne afvigelser er der ikke plads til i denne bogs form for undervisningsdifferentiering, og spontanitet, intuition, fantasi, krop og sanser er nedprioriteret.

Jeg vil fraråde lærere at følge de råd, som forfatteren fremfører. Naturligvis skal der formuleres mål og evalueres, men andre har på en mere inspirerende måde beskrevet planlægning og gennemførelse af danskundervisning og skriftlig fremstilling. Hele palettens mange muligheder skal med i skriveprocessen.